Pirates sætter kurs mod førsteplads

Aalborg Pirates kører på pumperne, men trods stribevis af afbud leverede piraterne en toppræstation i topkampen mod Herning

George Sørensen storspillede, da Pirates besejrede Herning 3-1. Arkivfoto: Henrik Bo <i>Foto: Henrik Bo</i>

George Sørensen storspillede, da Pirates besejrede Herning 3-1. Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

ISHOCKEY:Det begynder at spidse til, og grundspillet er ved at nærme sig sin afslutning. Efter Aalborg Pirates tirsdag aften besejrede Herning Blue Fox 3-1, ligner det alt andet lige en førsteplads i grundspillet for piraterne.

Det var første gang siden Metal Cup-finalen mellem de to mandskaber, at Aalborg og Herning skulle på isen mod hinanden. Der var lagt op til god underholdning, og selvom kampen aldrig nåede samme højder som det forrige møde, var det stadig en intens og meget underholdende kamp, som de pt. to bedste mandskaber i Metalligaen bød hinanden.

Kort inden kampen havde Pirates offentliggjort, at Stephen Anderson var færdig for sæsonen, og derfor har piraterne skrevet kontrakt med østrigske Emilio Romig som en direkte afløser.

Han var en kærkommen tilføjelse til et holdkort, der fortsat mangler Patrick Bjorkstrand, Charlie Curti, Stephen Anderson, Pierre-Olivier Morin og Martin Højbjerg.

Efter en meget lige første periode var det Pirates, der bragte sig i front, da nyankomne Emilio Romig fik pucken i nettet. Da Johan Skinnars kort efter fordoblede føringen til 2-0, så det godt ud for Pirates, der med en sejr kunne komme snublende tæt på en førsteplads i grundspillet.

For den nyeste pirat var det en hård optakt til tirsdagens kamp. Han satte sig nemlig i sin bil mandag eftermiddag, og så røg Aalborg ind på GPS'en. Efter en overnatning i Hamborg kørte han videre og landede i Aalborg tirsdag eftermiddag.

- Det var en lang tur, men den var det hele værd. Jeg er glad for at være her. Det her er en god chance for mig for at få noget ud af min sæson. Den var mere eller mindre forbi i Østrig. Og helt ærligt har det ikke været nogen god sæson for mig personligt, så jeg blev glad, da min agent ringede og fortalte om den her mulighed, siger Emilio Romig.

Den østrigske forward blev også noteret for kampens første scoring, men han var efter kampen ikke helt sikker på, at det rent faktisk var hans mål.

- Jeg ved det ikke helt. Det eneste jeg prøvede på var at genere målmanden, men hvis det er mit mål, så tager jeg det med. Det bedste var nu bare at komme i gang, siger Emilio Romig, der efterlod et solidt indtryk.

Aalborg Pirates - Herning Blue Fox 3-1

Periodecifre: 0-0, 2-1, 1-0

Mål: 1-0 Emilio Romig (21.56), 2-0 Johan Skinnars (25.34), 2-1 Teemu Pulkkinen (27.48), 3-1 Julian Jakobsen (58.58)

Udvisningsminutter: Aalborg 12, Herning 8

Tilskuere: 2713

Helt gnidningsfrit skulle det dog ikke være, for Herning fik reduceret inden anden periodes udløb, og med tanke på de knappe ressourcer, man har til rådighed lige nu, var det med bekymrede miner, at Pirates gik ind til tredje periode, som blev afbrudt af et uhyggeligt uheld, da en Herning-spiller gik i isen efter et hændeligt sammenstød med en holdkammerat. Han blev hjulpet fra isen på en båre, og så kunne kampen genoptages.

Alle bekymringerne om træthed blev fejet af banen, da George Sørensen storspillede og sikrede, at Herning aldrig fik udlignet trods flere store chancer.

Modsat havde Pirates også et par store tilbud, og Thomas Spelling må efterhånden føle, at målet er forhekset for ham. Han kunne nemlig ikke få pucken over stregen på trods af et par fine tilbud.

Anderledes kølighed og skarphed var der over kaptajnen Julian Jakobsen, da han kort før tid sendte pucken i et tomt mål og afgjorde forestillingen til Pirates' fordel.

Med en sejr onsdag over SønderjyskE, er Aalborg Pirates helt sikker på at slutte som nummer et i grundspillet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.