Pirates smed to point efter koldt angrebsspil
Aalborg Pirates formåede ikke at lukke ligaopgøret mod Odense Bulldogs trods masser af store chancer på egen is
ISHOCKEY: Det så længe ud til, at Aalborg Pirates ville hente tre point i tirsdagens ligaopgør mod Odense Bulldogs. Men fynboerne formåede at tage to point med fra Nordjylland og er dermed på kurs mod Final4.
Alt imens tabte Aalborg Pirates trit i den tætte topstrid, hvor de sammen med SønderjyskE og Herning Bluefox er sikret billet til pokalstævnet.
- Ishockey, Metal Ligaen
- Periodecifre: 1-0, 0-0, 0-1, 0-1
- Mål: 1-0 Victor Rollin Carlsson (13.59), 1-1 Jesper Thörnberg (48.15), 1-2 Arturs Salija (61.46)
- Udvisninger: Aalborg 1, Odense 2
- Tilskuere: 2324
Et par sløsede pucks på egen del af isen gav gennem første periode store chancer til Odense, men Thomas Lillie i Aalborg-målet stod fint i vejen for de få skudforsøg i første.
Strukturen var strammere i hjemmeholdets angrebsspil, og det kastede en scoring af sig efter 14 minutter. Thomas Spelling sendte Tobias Ladehoff afsted i dybden, og herfra lagde han pucken an for Victor Rollin Carlsson, som bragte Aalborg Pirates foran.
I anden periode burde nordjyderne have udbygget føringen. Der var nemlig skydetelt hos Odenses Stefanos Lekkas. Men selvom det regnede med skud, og overliggeren endda blev prøvet af, holdt gæsterne stillingen frem mod sidste periode.
Odense formåede aldrig at presse hårdt på, selvom de havde en del skud, mens Aalborg Pirates forsøgte at forsvare føringen i hus. Men halvvejs i tredje periode blev gæsterne alligevel noteret for en scoring efter et gennemsyn. Et hårdt skud fra distancen dirigerede Jesper Thörnberg op på overliggeren, hvorefter pucken slog hårdt ned på målstregen og videre ude. Den blev dømt inde, og dermed udlignede de pressede fynboer.
Det sendte opgøret i overtid, selvom Aalborg Pirates til sidste sekund af tredje periode pressede hårdt på og tilspillede sig flere store chancer. Alligevel var det Odense, som efter halvandet minuts overtid hentede to point med hjem fra Aalborg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.