Pirates-talent har overrasket alle i denne sæson

Normalt er det de etablerede stjerner på Aalborg Pirates-holdet, der løber med opmærksomheden, men det er lykkes en 19-årig knægt fra Vejgaard at gøre god reklame for sig selv på mesterholdet

Magnus Boesen, der her ses efter en scoring i Champions Hockey League, har fået en fremragende personlig indledning på denne sæson, hvor han har overrasket de fleste - inklusiv sig selv.  <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Magnus Boesen, der her ses efter en scoring i Champions Hockey League, har fået en fremragende personlig indledning på denne sæson, hvor han har overrasket de fleste - inklusiv sig selv.  Foto: Claus Søndberg

AALBORG:Når Aalborg Pirates fredag aften indtager isen til en topkamp mod SønderjyskE hjemme i Sparekassen Danmark Isarena, er det med en teenager på holdet, der har vist overraskende gode takter i de første 10 ligakampe og seks kampe i Champions Hockey League.

Magnus Boesen var ikke et navn, der tiltrak sig meget opmærksomhed, da han trænede med piraterne i sæsonoptakten, men han har stille og roligt vundet indpas i de fleste Pirates-fans' bevidsthed i takt med, de første kampe er blevet spillet. 

- Jeg kan ligeså godt være ærlig og sige, at vi sad ikke inden sæsonstarten og tænkte, at Magnus skulle ind og have de minutter og spille den rolle, som han gør for os lige nu. Han har bestemt overrasket os positivt, siger sportschef Ronny Larsen. 

Teenageren er også selv blevet overrasket over, hvor godt han er kommet ud over isen i de første 16 Pirates-kampe.

- Jeg turde ikke tro den mængde spilletid, som det har vist sig, jeg har fået. Det er kommet meget bag på mig, men jeg synes, det er gået meget godt, siger en meget ydmyg og afklaret Magnus Boesen. 

- Det er så fedt, at jeg også har fået sat et aftryk. Det har også været dejligt at være mere fast med omkring holdet i denne sæson, siger Magnus Boesen, der ikke tøver, hvis muligheden for en afslutning opstår. Den parathed har indtil videre kastet to scoringer af sig. 

- Det var stort, da jeg scorede mod Luleå i Champions Hockey League. I det hele taget har det været helt vildt lærerigt at spille med i den turnering. Det er kun topspillere, man møder, og de er virkelig stærke. Der er i hvert fald ikke den samme tid, som når jeg spiller U20, siger Magnus Boesen. 

Drømmer om VM

Netop U20 er stadig et fokuspunkt. Dog ikke den hjemlige turnering. Det er U20-VM sidst på året, som Magnus Boesen drømmer om. 

- Det var mit store mål for sæsonen. Jeg vil gerne med på det U20-landshold, der skal spille VM, og så var målet ellers at prøve at kæmpe mig til mere spilletid hos Pirates, siger Magnus Boesen, der i hvert fald er lykkes med den anden af de to målsætninger. 

Om han så kan blive ved med at spille fast for piraterne er en anden sag, for lige nu er flere Pirates-spillere ukampdygtige. 

- Der er ingen tvivl om, at han skal kæmpe for at fastholde sin plads på holdet, når vi bliver fuldtallige og også henter flere folk ind, men de her gode præstationer kommer ikke dårligt tilbage for Magnus, og der sidder et godt hockey-hoved på ham, så vi skal nok få glæde af ham, men det er ikke sikkert, at det bliver i den samme store rolle, når vi har fyldt holdkortet op, siger Ronny Larsen. 

Den udmelding er Magnus Boesen helt på det rene med og meget enig i. 

- Jeg prøver bare at få alle de erfaringer, jeg kan lige nu, og så må vi se. Jeg skal sikkert kæmpe for at bevare min plads på holdet, men det er også fint nok. Jeg er bare glad for, at jeg har fået chancen i denne sæson, siger Magnus Boesen. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.