Pirates-træner er udfordret af skader og corona: - Det er ikke det bedste tidspunkt lige nu

Efter at have aflyst kampe grundet corona er aalborgenserne stadig plaget af mange skader og manglende spillere

Der venter Aalborg Pirates nogle vigtige kampe samt Final4. Foto: Henrik Bo <i>Foto: Henrik Bo</i>

Der venter Aalborg Pirates nogle vigtige kampe samt Final4. Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

ISHOCKEY:Da Aalborg Pirates torsdag vandt hjemme med 3-2 efter straffeslag over SønderjyskE, var hjemmeholdet uden fem store profiler. Mens nogle var ude med corona, døjede andre med skader.

Med flere aflyste kampe og pointdelinger i Metal Ligaen, har alle klubberne været påvirket af landets corona-situation, og det er ikke anderledes i Aalborg Pirates. Alligevel formåede piraterne at snuppe to point og sejren over SønderjyskE torsdag, hvilket var yderst tilfredsstillende for cheftræner Garth Murray.

- Det var en stor præstation af spillerne. De spillere, som var inde på isen, steppede virkelig op for de spillere, som vi manglede. Vi kom for stille fra start, men vi arbejde rigtig hårdt, fortæller Aalborg-træneren, som måtte undvære sin assistenttræner Ronny Larsen.

Torsdagens opgør var også i særdeleshed et vigtigt et af slagsen, da SønderjyskE lige nu ligger på andenpladsen med blot to point mere end piraterne.

- Det er stort at få point mod de andre tophold. Der er nogle stærke hold i toppen, og det er lidt et hundeslagsmål deroppe, men der er også nogle stærke hold længere nede i tabellen. Topholdene kommer til at blive lidt påvirket af det kommende vinter-OL, og som ligaen har været indtil videre, så er der egentlig ikke nogle kampe, som er nemme, understreger cheftræneren.

Med en skadesplaget trup har Aalborg-træneren også været udfordret. Han er dog stadig fortrøstningsfuld for de kommende kampe, hvor man højst sandsynligt stadig vil være forud flere profiler.

- Vi har brug for at alt få det her corona væk nu. Alle holdene har været igennem det, og vi har alle brug for at få holdene klar og få folk ovenpå igen, så vi kan få vores fokus tilbage. Vi kommer til at blive presset på spillere det næste stykke tid, så vi er nødt til at finde en måde at få det til at fungere på. Både fordi Julian Jakobsen skal til OL, og fordi vi er plaget af nogle skader. Det er ikke det bedste tidspunkt lige nu, da der kommer nogle hårde kampe, men spiller vi, som vi gjorde mod SønderjyskE, så er jeg fortrøstningsfuld, fortæller Garth Murray.

Udover at der venter nogle vigtige kampe i Metal Ligaen, så står aalborgenserne også snart overfor Final4, som skal afholdes hjemme i Sparekassen Danmark Arena.

- Der er stadig længe til. Vi har fire kampe i næste uge, så det bliver en travl uge. Lige nu fokuserer vi egentlig bare på at få folk ovenpå og forbedre vores spil, understreger cheftræneren.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.