Pirates-træner vil forbedre disse punkter frem mod vigtig hjemmekamp

Kamp tre i finaleserien mellem Aalborg Pirates og Rungsted Seier Capital skal gerne blive mere fysisk og tempofyldt, hvis det står til piraternes træner

Anders Koch og holdkammeraterne skal finde et helt andet koncentrationsniveau frem fra kampens start, når det tirsdag aften går løs mod Rungsted i den tredje af syv mulige DM-finaler. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Anders Koch og holdkammeraterne skal finde et helt andet koncentrationsniveau frem fra kampens start, når det tirsdag aften går løs mod Rungsted i den tredje af syv mulige DM-finaler. Foto: Kim Dahl Hansen

ISHOCKEY:Da Rungsted Seier Capital udlignede til 1-1 i DM-finaleserien mod Aalborg Pirates skete det blandt andet efter en stærk første periode fra nordsjællænderne, der var klar fra første skøjtetag, hvilket piraterne ikke just var. 

Det var en udvikling, som blev noteret og kommenteret hos Aalborg-træner Garth Murray i kølvandet på kampen. 

- Vores indstilling fra kampens start skal være bedre. Rungsted kom godt ud, og det skal vi være i stand til at matche. Jeg sagde også til gutterne umiddelbart efter kampen, at det nu handler om, hvordan vi svarer tilbage i den næste kamp, fordi Rungsted vandt fortjent kamp to, siger Garth Murray. 

Det er første gang i dette års slutspil, at Aalborg møder en ligeværdig modstander, og det kræver måske lige lidt ekstra at indstille sig på den virkelighed.

- Vi har ikke været presset så meget frem til det her punkt i slutspillet. Derfor må vi alle tage et hurtigt kig i spejlet og se, hvad det er, vi kommer tilbage med, siger Pirates-træneren. 

Garth Murray går ikke rundt og er bekymret over, at Aalborg nu også har prøvet at tabe i slutspillet, og han er heller ikke bekymret i kølvandet på indsatsen i Hørsholm Skøjtehal - i daglig tale Bitcoin Arena. 

- Da vi først fik fyret op i anden periode og spillede med noget vrede og aggression, så var vi med i kampen. Det var bedre, og her skabte vi de chancer og situationer, som vi normalt har brug for til at score vores mål. Mest af alt handler det om, at vi skal være klar til at køre på, når pucken bliver kastet, siger Garth Murray. 

En af Aalborgs udfordringer har været, at Rungsted generelt har haft nemmere ved at skabe store chancer i de to første finalekampe. Blandt andet fordi piraterne slet ikke har fået fart i det normalt sublime skøjteløb.

- Vi skal være hurtigere til at komme igennem den neutrale zone. Vi skal spille lidt mere simpelt. Vi ved, hvor vi skal have pucken hen for at skabe succes mod den her modstander, men vi skal speede spillet op, siger Pirates-træneren. 

Et andet aspekt, som Garth Murray gerne ser forbedret er Aalborg-spillernes evne til at tage fra rent fysisk. Det har ikke været nogen ond serie, og det bliver det nok heller ikke mellem de to meget elegante hockey-hold, men derfor kan man sagtens spille mere fysisk, end det har været tilfældet. 

- Det er helt sikkert noget, vi taler om. Hvis ikke gutterne vil steppe den del op, så skal vi finde nogle nye spillere til næste sæson, for det her er en finale, og vi skal være hårdere at spille mod. Vi skal vores tacklinger færdige. I kamp to var det ret tydeligt, at dommerne ville lade os spille. De lod en del boarderline-ting gå an, og som træner og spiller har du det fint med den linje, for den var konsekvent og fair. Vi skal være i stand til at være mere fysiske, understreger Garth Murray.

Bemærk at kampstart er allerede klokken 18 tirsdag aften i Sparekassen Danmark Isarena. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.