Pirates udspillede Bulldogs og er meget tæt på finaleplads
Det begynder at lugte af en finaleplads til Aalborg Pirates, der bragte sig foran 3-0 i semifinaleserien mod Odense Bulldogs med slutspillets hidtil mest overbevisende indsats
Opdateret kl. 20:05
ISHOCKEY: Aalborg Pirates er blot én sejr fra at booke billet til årets DM-finaler. Søndag blev de ellers bidske Bulldogs forvandlet nogle arrige små Chihuahuaer, da Pirates i overlegen stil vandt den tredje semifinalekamp med 6-0.
Hvor de to første semifinalekampe i serien havde været tætte, så var søndagens møde i Sparekassen Danmark Isarena alt andet end tæt.
Odense Bulldogs ramte aldrig den intensitet, der har gjort de to første kampe til en fornøjelse at følge. I stedet var der ganske enkelt klasseforskel. Særligt i første periode var det udtalt, at Aalborg Pirates havde fået slebet skøjterne godt til kampen.
Det har været en vedvarende udfordring for Aalborg-spillerne, at man ikke får smidt pucken mod mål, men i stedet skøjter rundt med den i modstanderens zone. Det var ikke tilfældet i søndagens kamp. Pirates fik hurtigt smidt pucken ind i gryden, og det kastede et par mål af sig.
Både ved 1-0 og 2-0-scoringerne til Pirates var det nogle skraldemål inde foran kassen, der blev kriget over stregen.
Der var til gengæld ikke meget krig over kampens tredje Pirates-scoring. Anders Koch tog pucken under armen og skøjtede den ind i Odenses zone, for at køre bag om målet og ende med at lægge pucken op i det modsatte målhjørne. En helt igennem fantastisk aktion af den elegante back, der med sin sikre puckføring gør ham til Metalligaens svar på Erik Karlsson.
- Periodecifre: 3-0, 2-0, 1-0
- Mål: 1-0 Kirill Kabanov (10.58), 2-0 Martin Højbjerg (11.46), 3-0 Anders Koch (14.43), 4-0 Emilio Romig (20.54), 5-0 Nikolaj Carstensen (39.03), 6-0 Tobias Ladehoff (41.28)
- Udvisningsminutter: Aalborg 10, Odense 39
- Tilskuere: 4092
- Aalborg Pirates fører serien 3-0. Kamp fire spilles mandag i Odense.
Ishockey, Metalligaen
Isen var ikke kørt til i anden periode, inden Pirates første gang aktiverede måltavlen. Emilio Romig, der er ved at udvikle sig til en stor slutspilsprofil for piraterne fik nettet til at bevæge sig, da han afsluttede et godt opsat Pirates-angreb til 4-0.
Fra det punkt blev de resterende 39 minutters hockey en ren transportetape frem mod mandagens kamp fire. Der var ikke længere tvivl om kampens udfald. Nu handlede det om at komme helskindet igennem kampen for piraternes vedkommende.
Flere Odense-spillere skøjtede rundt og var mærkbart frustrerede. Der kom til udtryk ved en række mere eller mindre unødvendige udvisninger. Odenses Mathias Mølgaard fik størstedelen af de 4092 tilskuere op i det røde felt, da han kørte Mikkel Højbjerg i banden. Det gav en matchstraf til Odense-spilleren. Mølgaard går efter al sandsynlighed glip af mandagens kamp fire i Odense, hvilket er et hårdt slag mod de fynske finaleforhåbninger, der efterhånden kan ligge på et meget lille sted.
Den efterfølgende overtalsperiode udnyttede Aalborg til at gøre det til 5-0, men generelt var powerplay-produktionen nok eneste lille minus i søndagens pirat-opvisning. Blandt andet fik Aalborg intet ud af næsten to minutter i fem mod tre, men det ændrer ikke på, at Pirates var helt og aldeles suveræn.
Det var næppe mange roser, som Odense-direktør Ole Nielsen kunne give sine spillere efter blamagen, men til gengæld burde han give gratis fadøl til de Odense-fans, der troligt bakkede holdet op længe efter, kampen var afgjort.
Serien virker også afgjort med Pirates foran med 3-0, men derfor må man stadig forvente en tæt og intens kamp i Odense mandag aften, hvor Bulldogs har noget at revanchere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.