Ishockey

Pirates vendte tilbage til sejrssporet - White Hawks smed tomålsføring: Se målene her

Se alle målene fra fredag aftens nordjyske ishockeykampe

Aalborg Pirates var fredag aften på besøg hos Rødovre Mighty Bulls, mens Frederikshavn White Hawks tog i mod Rungsted Seier.
Aalborg Pirates var fredag aften på besøg hos Rødovre Mighty Bulls, mens Frederikshavn White Hawks tog i mod Rungsted Seier. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Resultatmæssigt blev det en blandet fredag aften for de to nordjyske hold i Metal Ligaen.

White Hawks smed en tomålsføring mod Rungsted og tabte 2-3 i forlænget spilletid. De fik dog ét point og tog endnu et skridt mod den slutspilsgivende ottendeplads i tabellen.

På Sjælland slog Aalborg Pirates frederikshavnernes bundmodstander i Rødovre Mighty Bulls med 1-4, og fik genrejsning efter holdets skuffende nederlag mod Herlev Eagles tidligere på ugen.

Frederikshavn White Hawks fik ellers en drømmestart, da Todd Winder bragte hjemmeholdet foran 1-0 mod Rungsted 11 minutter inde i første periode. Høgene udbyggede føringen kort inde i anden periode til 2-0.

Men nordjyderne kunne ikke holde fast, da Rungsteds Rasmus Anderson nettede til 2-1. Med kun 10 minutter igen lå pucken igen i frederikshavnernes mål og derfor gik kampen i forlænget spilletid.

Det blev Rungsted, der endte med at trække det længste strå, da gæsterne scorede til 2-3 i Frederikshavn, og dermed måtte White Hawks se sig tilfredse med et enkelt point frem for tre.

Herunder kan du se målene fra kampen. De er bragt i samarbejde med Metalligaen.tv.

Frederikshavn White Hawks - Rungsted Seier 2-3 (EFS)

Periodecifre: 1-0, 1-1, 0-1, 0-1 (EFS)

Mål: 1-0 Todd Winder (11.37),  2-0 Gorm Topholt (04.43), 2-1 Rasmus Anderson (10.07), 2-2 Lucas Andersen (10.40), 2-3 Malte Setkov (04.47)

Udvisninger: Frederikshavn White Hawks 3x2 minutter, Rungsted Seier 4x2 minutter

Aalborg Pirates var på besøg hos bundproppen Rødovre Mighty Bulls, hvor nordjyderne fik en skidt start, da holdet kom bagud med 1-0 efter blot fire minutter. 

Men herefter vendte de regerende mestre kampen til deres favør. Mål fra henholdsvis Matt Salhany, Lasse Knudsen og to gange Pierre-Olivier Morin var nok til at nedlægge Rødovre og vende tilbage på vindersporet.

Det endte dermed med en 1-4 sejr på udebane og Aalborg Pirates trækker fortsat fra i toppen af tabellen.

Herunder kan du se målene fra kampen.

Rødovre Mighty Bulls - Aalborg Pirates 1-4

Periodecifre: 1-2, 0-1, 0-1

Mål: 1-0 Marcus Almquist (4.55), 1-1 Matt Salhany (10.58), 1-2 Lasse Knudsen (19.29), 1-3 Pierre-Olivier Morin (07.04), 1-4 Pierre-Olivier Morin (11.47)

Udvisninger: Rødovre Mighty Bulls 1x2 minutter, 1x5 minutter, 1x10 minutter, Aalborg Pirates 5x2 minutter

Forsiden