Pirateschef: - Vi skal ikke have ni imports
Aalborg Pirates kommer ikke til at bruge hele sin udlændingekvote

Aalborg Pirates' fans skal ikke forvente, at klubben kommer til at bruge alle ni tilgængelige pladser til udenlandske spillere. Det understreger sportschef Ronny Larsen. Arkivfoto: Martél Andersen
AALBORG:Mandag kunne Aalborg Pirates meddele, at man har skrevet kontrakt med endnu en udenlandsk spiller.
Pirates har skrevet kontrakt med den 26-årige canadiske back, Ben Carroll, for den kommende sæson. Ben Carroll kommer fra to sæsoner hos Allen Americans i ECHL, hvor han har præsteret godt på de defensive aspekter.
Dermed bliver han den tredje udenlandske spiller, som Aalborg Pirates har på kontrakt til den kommende sæson. Ben Carroll bliver den første udenlandske back, som Pirates har skrevet kontrakt med. Han bliver præsenteret som en stærk defensiv back. Dermed kan man hurtigt få den idé, at han er en direkte afløser for Victor Panelin-Borg, der er fortid hos piraterne.
- Det er han nu ikke helt. Ben har også en fysisk tilstedeværelse, men han er skarp til at forudse spillet, og han er dygtig til at løse de defensive opgaver og samtidig god til at gå med i det offensive spil, siger Ronny Larsen.
- Det vigtigste, vi har fået på ham, er gode tilbagemeldinger på hans personlighed. Han burde passe perfekt ind i vores omklædningsrum, siger Ronny Larsen.
Pirates har med Ben Carroll seks backere på kontrakt. Dermed skal der flere ind, inden sæsonstart.
- Vi skal gerne have yderligere en back tilføjet - og meget gerne inden vi går på is den 1. august. På forward-siden skal vi også have tilføjet to eller tre udenlandske angribere. Her er det også håbet, at vi kan have et par stykker på plads inden den første træningsdag på is, men nu må vi se, hvad markedet byder på, siger Ronny Larsen.
Han understreger, at piraternes deltagelse i Champions Hockey League har skabt et ønske om at få klubbens imports på plads i en fart.
- Det er noget, som spiller ind i vores arbejde, for vi ved, at vi har 22 kampe i september og oktober, så vi skal gerne have truppen på plads hurtigst muligt, siger Ronny Larsen.
Op til den kommende sæson er det blevet besluttet at øge loftet for udenlandske spillere til ni mod tidligere otte. Det er dog ikke en regelændring, der umiddelbart får betydning for Aalborg Pirates.
- Det er planen, at vi havner på seks-syv udenlandske spillere, når vi når til 1. marts, så vi kommer ikke til at gøre brug af muligheden for ni udenlandske spillere, siger Ronny Larsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.