Piratskibet er stadig underdrejet med corona: Tilskuercomeback taget af plakaten

Aalborg Pirates' kamp tirsdag aften mod Esbjerg er helt som ventet aflyst. Nu er spørgsmålet, hvornår man kan komme i kamp igen

Aalborg Pirates har været nedlagt af corona, men nu håber man på bedre tider. Arkivfoto: Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

Aalborg Pirates har været nedlagt af corona, men nu håber man på bedre tider. Arkivfoto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

ISHOCKEY:Coronaen har for alvor fået sat sin store fede klo i Aalborg Pirates. Besætningen ombord på det normalt så søstærke piratskib er i den grad blevet ramt af det, der lige nu er ved at udvikle sig til omgangssyge i omklædningsrummet.

- Vi har stadig 14 smittede spillere. Der er heldigvis ikke kommet flere til, men nu er staben og klubbens ledelse begyndt at blive ramt, forklarer sportschef Ronny Larsen, der er blandt dem, der ikke er ramt - endnu.

Da kun en enkelt af de 14 ramte spillere lige nu er clearet til at kunne træne, var der ikke grundlag for at afvikle tirsdagens hjemmekamp mod Esbjerg Energy.

- Vi havde allerede en god ide om, at det ville blive svært at stille hold til den kamp. Nu krydser vi bare fingre for, at vi snart kan komme tilbage på isen, for det er ved at være en lang pause, vi har haft, siger Ronny Larsen med henvisning til, at Aalborg Pirates kun har spillet de to nytårskampe mod Frederikshavn White Hawks i løbet af den seneste måned.

- Vi kan ikke love noget, men håbet er, at vi onsdag har så mange spillere ude af isolation, at vi kan træne nogenlunde normalt igen, men det er stadig for tidligt at sige endegyldigt, siger Ronny Larsen.

Ingen af de ramte pirater har været i nærheden af hospitalsværdig tilstand, men enkelte har været ramt godt og grundigt.

- Nogle af de spillere, der først gik ned, er også dem, der har været hårdest ramt. De er fortsat ramt, og vi er spændte på at se, hvornår de er på højkant igen. Omvendt har vi også spillere, der har været ramt i langt mildere grad, forklarer Ronny Larsen.

Efter planen har Aalborg Pirates en udekamp lørdag aften i Herning som næste programsatte kamp. Her håber Aalborg-lejren, at man atter kan mønstre et mandskab, men det er endnu ikke sikkert.

- Det må de kommende dage vise, men vi krydser fingre, for vi vil gerne i kamp igen, siger Ronny Larsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.