Piratskibet har kurs mod semifinalen

Aalborg Pirates har udstukket kursen mod semifinalen efter endnu en sikker sejr over Herlev Eagles

Arkivfoto: Martél Andersen <i>Foto: Martél Andersen</i>

Arkivfoto: Martél Andersen Foto: Martél Andersen

ISHOCKEY:Aalborg Pirates efterlod ikke den mindste tvivl om, hvem der er favorit til at avancere fra kvartfinaleserien mod Herlev Eagles, da man søndag aften udklasserede hovedstadsholdet på københavnsk is.

Aalborg Pirates vandt 5-1 i en kamp, som man dominerede fra start til slut. Aalborg stillede op med tre backpar og fire forward-trioer. Backerne Victor Panelin-Borg og Charlie Curti var fortsat fraværende, men offensivt er Aalborg Pirates meget tæt på at være ved fuld styrke, og den bredde fik Herlev i den grad at mærke.

Der var en anelse utilfredshed at spore med indsatsen i den første kvartfinale, hvor det stort set var powerplayet, der gjorde udslaget. Denne gang kunne Aalborg Pirates også i spillet fem mod fem. Blot et af fem mål blev sat ind i overtal.

Pirates bombarderede Herlev-målet i de første 40 minutter, men det kastede "kun" tre scoringer af sig. I første periode var Nikolai Nielsen eneste pirat til at score. Den scoring var første playoff-scoring i karrieren fra den unge back.

I anden periode fik Johan Skinnars sat en streg under, at han er ved at blive en force på piratmandskabet. Han scorede Aalborgs andet mål i kampen og sit andet mål i slutspillet.

Julian Jakobsen har et niveau, der kategoriserer ham som en af de absolut bedste spillere i Metalligaen. En af hans mange kvaliteter er evnen til at lave det beskidte arbejde, når der er brug for det. Der er ingen fine fornemmelser hos piratkaptajnen, der gerne stiller sig ind foran kassen i håb om at snuse en returpuck op. Netop sådan en udnyttede han til at gøre det til 3-0.

Herlev Eagles 1-5

Periodecifre; 0-1, 0-2, 1-2

Mål: 0-1 Nikolai Nielsen (11.05), 0-2 Johan Skinnars (26.25), 0-3 Julian Jakobsen (32.32), 0-4 Dylan Steman (53.54), 0-5 Emilio Romig (55.49), 1-5 Mathias Asperup (59.01)

Udvisningsminutter: Herlev 12, Aalborg 10

Aalborg Pirates fører serien 2-0.

Efter de første 40 minutter havde Pirates haft 35 skud, men "kun" tre scoringer til følge. I tredje periode var der på samme måde skydetelt, men her kunne man ane en lidt bedre effektivitet fra piraterne, der scorede to gange ved Dyland Steman og Emilio Romig - de senest ankomne pirater.

At Mathias Asperup fik reduceret mod kampens slutning, lever Pirates nok med, for ikke alene var der klasseforskel på de to hold, men der blev også vist en skræmmende offensiv bredde med mål fra tre af de fire forward-kæder, mens Nikolaj Nielsen bare lægger på sin imponerende udvikling ved nu også at tordne pucken i nettet.

Kamp tre spilles i Aalborg onsdag aften klokken 19.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden