Aalborg Pirates

Piratskibet sejlede ind i uventet nederlag

Aalborg Pirates leverede en kamp langt fra det ønskede niveau, da man endte med at tabe 2-3 til Rødovre Mighty Bulls

Aalborg Pirates måtte overraskende se sig besejret af Rødovre Mighty Bulls på egen is.
Aalborg Pirates måtte overraskende se sig besejret af Rødovre Mighty Bulls på egen is. Arkivfoto: Lars Pauli

AALBORG: Sejrsstimen stoppede ved fem for Aalborg Pirates' vedkommende, da man tabte 2-3 hjemme mod Rødovre Mighty Bulls. Efter en kamp, hvor man på ingen måde kan påstå, at piratholdet ramte sit topniveau kunne rækkens bundhold rejse hjem med en overraskende sejr. 

De seneste kampes solide defensiv var gemt godt væk under juletræet til tirsdagens kamp. Det samme var den offensive skarphed, der heller ikke har været fast følgesvend trods fem sejre på stribe inden tirsdagens kamp.

Første periode blev en underlig omgang slush ice-hoceky fra hjemmeholdets side. Jaeden Martin bragte Rødovre foran, og det lammede kortvarigt piraternes offensive tiltag. Det var først mod slutningen af de første 20 minutter, at Pirates for alvor satte sejl. 

Piraterne skabte nogle store muligheder, men enten stod William Rørth i vejen, ellers manglede de berømte marginaler for piraterne, der alt andet lige må være gået i kabinen med en fornemmelse af, at målene nok skulle komme i anden periode, hvis blot man fortsatte i samme spor. 

Da isen havde fået en omgang vand var det tid til at fortsætte de lovende takter fra Pirates' side. Det fik man fint fulgt op med et tungt tryk mod Rødovre-målet. 

Victor Rollin Carlsson og Trevor Gooch noterede sig hver for et mål, og så skulle den ged jo ellers være barberet. Pirates fortsatte nemlig med at have pucken mere eller mindre fast parkeret i Rødovres zone. 

Metalligaens bundhold har dog ramt et tydeligt bedre niveau i denne sæson. Hvor Rødovre Mighty Bulls ville være gået op i limningen i sådan en situation, men denne sæsons udgave er et mandskab, der hugger til, hvis modstanderen giver den mindste åbning væk. 

Pirates skøjtede rundt med pucken i Rødovre-zonen, men man fik ikke udnyttet overtaget. Til gengæld slog Rødovre til og udlignede til 2-2 med bare 10 sekunder tilbage af anden periode. Johan Lundgren udnyttede et sovende Pirates-forsvar til at skøjte ned og udligne. 

Spillet var dog samlet set stadig af en karatker, som talte for en sejr til Pirates. Det billede ændrede sig imidlertid som minuterne gik i tredje periode. Her var det nemlig Rødovre, der var tættest på en scoring. 

Blandt andet leverede Jonathan Brinkman årets afbrænder, da han helt fri på et tomt mål kludrede i det, så pucken på uforklarlig vis røg forbi målet. Dermed var Pirates advaret, men piratskibet stødte på grund, da Jeppe Jul Korsgaard ragede en udvisning til sig. På det efterfølgende powerplay scorede Rødovre til 3-2 ved Mads Eller. 

Meget sigende for den mildt sagt svingende Pirates-præstation formåede piraterne ikke at lægge et decideret pres mod Rødovre-målet i kampens slutning, da man ellers skulle frem at jagte en udligning. 

Næste opgave for Aalborg Pirates er en hjemmekamp fredag mod Esbjerg Energy.

Aalborg Pirates - Rødovre Mighty Bulls 2-3
  • Periodecifre: 0-1, 2-1, 0-2
  • Mål: 0-1 Jaeden Martin (6.48), 1-1 Victor Rollin Carlsson (20.49), 2-1 Trevor Gooch (30.56), 2-2 Johan Lundgren (39.50), 2-3 Mads Eller (56.00)
  • Udvisningsminutter: Aalborg 8, Rødovre 10
  • Tilskuere: 2546

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden