Sport

Pogacar er for andet år i træk årets cykelrytter

For andet år i træk og for tredje gang i karrieren modtager Tadej Pogacar Velo d'Or, som er årets cykelrytter.

Tadej Pogacar var ikke selv til stede ved fredagens kåring i den franske hovedstad, Paris.
Tadej Pogacar var ikke selv til stede ved fredagens kåring i den franske hovedstad, Paris. Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix

Fænomenet Tadej Pogacar dominerer i disse år cykelverdenen, og efter et suverænt 2025 er han igen blevet kåret som årets cykelrytter.

Det er Velo d'Or-prisen, som den slovenske superstjerne modtager for andet år i træk.

Prisen uddeles af den franske avis L'Équipe og er cykelsportens svar på fodboldens Ballon d'Or.

Sloveneren var blandt otte nominerede, hvor danskerne Jonas Vingegaard og Mads Pedersen var iblandt.

Derudover var João Almeida, Isaac Del Toro, Remco Evenepoel, Ben Healy, Tim Merlier, Mathieu van der Poel og Simon Yates nomineret.

Det er tredje gang i karrieren, at Pogacar modtager prisen. Kun Alberto Contador overgår ham med fire styks, mens britiske Chris Froome ligeledes tre gange har modtaget hæderen.

I 2023 modtog Jonas Vingegaard efter sin anden Tour de France-sejr prisen. Det er den eneste gang, en dansker har modtaget Velo d'Or.

Men i år har Vingegaard altså ikke kunnet hamle op med sloveneren.

Pogacar har igen været her, der og alle vegne. I 2025 har han blandt andet vundet Tour de France, VM i linjeløb, EM i linjeløb og monumenterne Flandern Rundt, Paris-Roubaix og Lombardiet Rundt.

Hos kvinderne modtog Pauline Ferrand-Prevot, der vandt kvindernes Tour de France, Velo d'Or.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden