Sport

Pogacar sætter alle på plads og vinder på L'Alpe d'Huez

Den slovenske cykelrytter vandt for femte gang i årets Tour de France, da han sejrede på legendarisk bjerg.

Tadej Pogacar kører jublende over målstregen på L'Alpe d'Huez.
Tadej Pogacar kører jublende over målstregen på L'Alpe d'Huez. Jeff Pachoud/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 18:29

Cykelrytteren Tadej Pogacar (UAE Emirates) leverede en magtdemonstration, da han fredag sejrede på 19. etape af Tour de France.

Den førende i det samlede klassement indhentede et udbrud på den afsluttende stigning på L'Alpe d'Huez og sikrede sin femte etapesejr i årets Tour.

I mål var Pogacar seks sekunder foran franske Lenny Martinez (Bahrain Victorious), mens Richard Carapaz (EF) fra Ecuador kom i mål yderligere tre sekunder efter.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters brugte Tadej Pogacar 35 minutter og 27 sekunder på at køre op ad L'Alpe d'Huez, hvilket er over et minut hurtigere end den hidtidige rekord, som den afdøde italiener Marco Pantani satte i 1995.

Danske Mattias Skjelmose (Lidl-Trek) blev nummer otte på etapen og er fortsat nummer seks samlet, 13 minutter og 9 sekunder efter den førende rytter.

Pogacar øgede sit forspring til nummer to, belgiske Remco Evenepoel (Red Bull), til 7 minutter og 11 sekunder med to etaper tilbage.

Etapen blev kørt over blot 127,9 kilometer fra Gap til Alpe d'Huez, det i Tour-sammenhæng legendariske bjerg.

Mads Pedersen (Lidl-Trek) kom tidligt på etapen med i en gruppe på over 40 ryttere, der kørte væk fra favoritfeltet.

Danskerens mission var klar. Han skulle hente 25 point i den indlagte spurt efter knap 90 kilometers kørsel, så han kunne lægge yderligere afstand til Jasper Philipsen (Alpecin) i kampen om den grønne pointtrøje.

Det lykkedes uden problemer, og Mads Pedersen er nu 57 point foran Jasper Philipsen inden de to sidste etaper.

Danskeren faldt herefter tilbage på den næstsidste stigning sammen med andre ryttere fra udbruddet.

Med 30 kilometer tilbage havde de forreste fortsat et stort forspring på omkring fire minutter ned til gruppen med favoritterne. Her sad også Mattias Skjelmose.

Gruppen med de førende var cirka tre et halvt minut foran gruppen med Tadej Pogacar, da de indledte den knap 14 kilometer lange stigning uden for kategori op ad L'Alpe d'Huez, bjerget med de 21 berømte hårnålesving.

I gruppen sad blandt andre torsdagens etapevinder, Richard Carapaz, Lenny Martinez samt amerikaneren Sepp Kuss (Visma).

Det betød, at den førende slovener blev nødt til at forcere kraftigt fra bunden af bjerget, hvis han skulle gøre sig forhåbninger om at vinde sin femte etape i årets Tour.

Det gjorde Pogacar også, og han kørte væk fra favoritgruppen.

Kuss, Carapaz og Martinez fortsatte som en trio i front, vel vidende, at de enten blev nødt til at samarbejde eller køre væk solo, for at Pogacar ikke skulle komme op til dem.

Richard Carapaz angreb og fik Lenny Martinez på hjul, så Sepp Kuss måtte slippe, men amerikaneren kom op igen.

Med otte kilometer tilbage af stigningen havde Pogacar fået barberet frontgruppens forspring ned på to minutter, og det begyndte at ligne, at han havde fået timet sit angreb perfekt.

Som vanligt kom tilskuerne meget tæt på rytterne på opstigningen. Også så tæt, at det meget vel kunne være gået galt, når et flag eller andet blev holdt frem foran rytternes hoveder, når de drønede forbi i høj fart.

Bagude åd Tadej Pogacar fortsat ind på udbryderne, som kun havde 30 sekunders forspring, da der resterede fire kilometer.

Med halvanden kilometer tilbage havde han indhentet Richard Carapaz med Lenny Martinez halsende efter sig. Sepp Kuss var på det tidspunkt efterladt bagude.

Pogacar forsøgte at ryste de to andre af sig, men de sad med, indtil der resterede 900 meter.

Så rykkede sloveneren afgørende og sikrede etapesejren.

Lørdag venter løbets sidste bjergetape, der også slutter på toppen af L'Alpe d'Huez. Tour de France slutter søndag med den afsluttende etape til Paris.

RITZAU

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden