Pointkonge forlænger: Målet er DM-guld og VM-deltagelse
Christopher Frederiksen har haft en del overvejelser om ishockeyfremtiden, men White Hawks-profilen er klar til en tørn mere i den hvide trøje

Christopher Frederiksen har valgt at forlænge sin aftale med Frederikshavn White Hawks for yderligere tre sæsoner. Arkivfoto: Henrik Bo
FREDERIKSHAVN:Med 54 point i 53 kampe i den forgangne sæson kan Christopher Frederiksen se tilbage på en personlig pointrekord i Metalligaen.
White Hawks-profilen er virkelig trådt ind blandt de største profiler i den danske liga med præstationerne på det, som i al fairness godt kan betegnes som et middelmådigt White Hawks-hold.
Derfor var det også tvivlsomt, om Frederikshavn kunne holde på sin bedste spiller. Der har utvivlsomt været andre muligheder i spil for Christopher Frederiksen, men han var aldrig selv i tvivl om, at en kontraktforlængelse med Frederikshavn White Hawks var det rigtige træk.
- Jeg trives i klubben. Det gælder både på og udenfor isen. Min kone har et godt job, som hun er glad for. Min søn trives i sin børnehave, så hvis jeg skulle fortsætte i den danske liga, så gav det ikke mening at spille i andre klubber end White Hawks, forklarer Christopher Frederiksen.
Han kommer i første omgang til at spille en nøglerolle på White Hawks-mandskabet. De store fremskridt, som han har gjort i den forgangne sæson er ikke nogen tilfældighed. De er et resultat af hårdt arbejde forrige sommer.
- Jeg gav den en skalle i forhold til noget ekstra træning, så jeg kunne stå skarpere rent fysisk. Det er nok resultatet af det arbejde, som jeg også har fået ført ud på isen i denne sæson, siger Christopher Frederiksen.
Klausul
I den tre år lange kontrakt har den 28-årige forward fået indskrevet en klausul, der giver ham mulighed for at rykke til udlandet, hvis det rigtige tilbud dukker op.
Det betyder dog ikke, at White Hawks-fans skal gå og frygte for, at han bare forsvinder uden videre.
- Det er ingen hemmelighed, at jeg gerne vil til udlandet igen på et tidspunkt. Derfor er der lavet den mulighed i kontrakten, men jeg har ikke tænkt mig bare at tage det første tilbud, der kommer fra en udenlandsk klub. Jeg vil gerne ud, men så må det godt være til noget lidt større, end det jeg prøvede, da jeg tog til Frankrig, siger Christopher Frederiksen.
Der er heller ingen tvivl om, at Christopher Frederiksen med sin seneste sæson in mente kan lande på en højere hylde end den danske liga, hvis han for alvor sætter sig for at rykke udlands.
Indtil videre er der dog også store ambitioner ved at blive i Frederikshavn.
- Jeg kan se, at vi kan få et stærkere hold i de kommende sæsoner. Dels fornemmer jeg, at man nu har lidt flere kroner i kassen at gøre med. Det siger sig selv, at det kan skaffe lidt bedre spillere, men samtidig har vi en stribe unge spillere, der også har fået flere erfaringer, og de er vokset. Det tror jeg også vil styrke vores niveau i de kommende sæsoner, siger Christopher Frederiksen.

Det her billede er set en del gange i denne sæson: Christopher Frederiksen på vej ud mod holdkammeraterne for at fejre en scoring. Arkivfoto: Lars Pauli
Han ved om nogen, hvordan det er at være med til at bygge succes op fra bunden. Det var han med til i Aalborg Pirates, da klubben med Frederiksen på holdet blev mester i 2018.
- Dengang byggede vi også noget op fra ingenting til en DM-titel. Den kom oven i købet hurtigere, end vi selv havde forventet det. Det kan gå hurtigt, hvis du bygger på i den rigtige rækkefølge, og det fornemmer jeg også, vi er i gang med her i White Hawks, siger Christopher Frederiksen.
Drømmer om DM
Han lægger ikke skjul på, at det er en ambition at iføre sig endnu en guldhjelm, og det må meget gerne ske med en White Hawks-trøje som følgesvend.
- Det er min helt store drøm og ambition at vinde en DM-titel med Frederikshavn. Det er der slet ingen tvivl om. Jeg fornemmer som sagt, at klubben er på vej i den rigtige retning, og det er også den udvikling, jeg gerne vil være med til at løfte, siger Christopher Frederiksen.
Mens de fleste White Hawks-spillere får sig en puster oven på en lang sæson, er Christopher Frederiksen lige nu indkaldt til landsholdstjeneste.
Det er de indledende forberedelser til den danske VM-deltagelse. Der sker en løbende opkvalificering af den danske trup i takt med, at flere og flere spillere bliver færdige med slutspil i de respektive ligaer. Her håber Christopher Frederiksen, at han kan gå hele vejen i år og komme med til VM i Finland og Letland.
- Det er et af mine helt store mål. Jeg håber på at kunne gøre mig gældende i forhold til VM-pladserne, men nu må vi se, siger Christopher Frederiksen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.