Polak bryder Kyrgios' stime af sejre i kvartfinale i Canada
Nick Kyrgios tabte fredag for første gang, siden han nåede frem til finalen i Wimbledon.

Nick Kyrgios fra Australien forlader banen i Montreal efter sit nederlag i kvartfinalen til Hubert Hurkacz fra Polen. Næste opgave for Kyrgios er en turnering i Cincinnati. Minas Panagiotakis/Ritzau Scanpix
Efter ni vundne kampe i træk sluttede tennisspilleren Nick Kyrgios' stime af sejre fredag i kvartfinalen ved Montreal Masters.
Australieren tabte i tre sæt til Hubert Hurkacz fra Polen, som vandt første sæt i en tiebreak.
Andet sæt gik til Kyrgios ligeledes efter en tiebreak, hvorefter den 8.-seedede Hurkacz vandt det afgørende sæt 6-1.
Forrige gang den 27-årige Kyrgios gik fra banen som taber, var i Wimbledon-finalen mod Novak Djokovic i juli.
Siden har han vundet rub og stub, og ved Citi Open i Washington D.C. fik han for nylig sin første turneringssejr i tre år.
I fredagens kamp havde han tilsyneladende visse problemer med smerter i en fod og i ryggen, og det prægede hans indsats i især tredje sæt.
- Til sidst kørte jeg en smule på reservetanken. Det er normalt. Men jeg har det godt, og føler mig selvsikker. Jeg har tre eller fire dage indtil Cincinnati. Jeg vil bare hvile ud og komme mig, siger Kyrgios.
I semifinalen skal Hurkacz møde Casper Ruud fra Norge, der sendte hjemmebanehåbet Felix Auger-Aliassime ud med 6-1, 6-2 efter 74 minutters spiler.
Ruud mødte senest Hurkacz ved en kamp i French Open i maj, som nordmanden vandt.
Den anden semifinale står mellem Dan Evans fra Storbritannien og Pablo Carreño Busta fra Spanien. Det var Busta, som i turneringens anden runde besejrede det danske tennishåb Holger Rune.
/ritzau/AFP
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.