Polakker til Aalborg med skræmmende bredde
Aalborg Håndbold får sæsonens alvorligste test, når Champions League-finalisterne fra Kielce onsdag kommer på besøg
HÅNDBOLD: Normalt kan Aalborg Håndbold bryste sig af at have et meget bredt mandskab, der kan skifte flittigt ud, uden at niveauet daler mærkbart.
Onsdag aften møder de dog deres ligemænd på det punkt - og i værste fald også deres overmænd - når det polske mesterhold Kielce kommer på besøg i Champions League.
- De har et vanvittigt bredt hold med ekstremt mange forskellige strenge at spille på. Så der er ingen tvivl om, at vi får vores sag for, og kampen bliver en god pejling af, hvor langt vi kan drive det i den her pulje, siger cheftræner Stefan Madsen.
Kielce nåede finalen i sidste sæsons Champions League, hvor de tabte med to mål til Barcelona, og i denne sæson indledte de turneringen med en klar hjemmesejr over Nantes, inden de i sidste uge atter blev slået af Barcelona.
Et blik ned over polakkernes holdkort afslører tunge navne som Alex Dujshebaev og Nedim Remili i bagkæden samt Nicolas Tournat og Artsem Karalek på stregen.
- De to stregspillere er virkelig en håndfuld, som man hele tiden skal forholde sig til, og generelt spiller Kielce utrolig dynamisk og tempofyldt, så man hele tiden kommer under et stort tryk, varsler Aalborgs cheftræner.
- Jeg er ikke i tvivl om, at vi nok skal kunne matche dem i lange perioder, men det helt store spørgsmål er, om vi kan gøre det gennem 60 minutter. Det kræver i hvert fald, at vi spiller skarpere, end vi gjorde i weekenden mod BSH (Bjerringbro-Silkeborg, red.), siger Stefan Madsen.
- Vi forærede vanvittigt mange kontramål væk i den kamp på misforståelser og uskarphed. Vi spillede også for ensidigt og havde vel ikke et skud udenfor 9-meteren i hele kampen. Med tanke på de skytter, vi har på vores hold, så er der ingen grund til, at vi holder igen med at skyde, mener Stefan Madsen.
Aalborg Håndbold har vundet de to første kampe i efterårets Champions League og er sammen med Barcelona alene i spidsen af puljen.
Onsdag aften mod Kielce må aalborgenserne fortsat se bort fra René Antonsen og Buster Juul - foruden langtidsskadede Martin Larsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.