PSG-spiller anklaget for overfald på holdkammerat

Fransk politi har for anden gang anholdt en kvindelig fodboldspiller i sag om overfald på holdkammerat i PSG.

Kheira Hamraoui (til venstre) blev sidste år angrebet og slået med jernstænger. Fredag har politiet for anden gang anholdt Aminata Diallo (til højre) i sagen. Denne gang er hun også anklaget for grov vold. (Arkivfoto). <i>Franck Fife, Paul Vernon/Ritzau Scanpix</i>

Kheira Hamraoui (til venstre) blev sidste år angrebet og slået med jernstænger. Fredag har politiet for anden gang anholdt Aminata Diallo (til højre) i sagen. Denne gang er hun også anklaget for grov vold. (Arkivfoto). Franck Fife, Paul Vernon/Ritzau Scanpix

Sidste år blev den franske fodboldspiller Kheira Hamraoui fra Paris Saint-Germain overfaldet og slået på benene med jernstænger.

Den daværende holdkammerat Aminata Diallo blev dengang anholdt for mulig medvirken til overfaldet, men hun blev aldrig anklaget for noget, og Diallo har hele tiden hævdet, at hun var uskyldig.

Fredag blev Aminata Diallo endnu en gang anholdt i sagen, oplyser den franske anklager ifølge AFP. Senere fredag blev Diallo også anklaget for grov vold i sagen.

Anholdelsen fredag skete, efter at fire mænd tidligere på ugen også har haft besøg af politiet i samme sag.

Mændene er under mistanke for at have udført overfaldet på Hamraoui, der blev slæbt ud af sin bil og slået på benene.

De fire mænd blev fredag fremstillet i et forhør i retten, og den ene blev løsladt, men han efterforskes stadig, skriver AFP.

I Frankrig kan mistænkte være i politiets varetægt i 48 timer, inden de har ret til at blive stillet for en dommer.

Da Aminata Diallos sidste år var anholdt i 40 timer, så skulle hun for en dommer inden for otte timer.

Det kom hun også, og denne gang blev hun anklaget og tilbageholdt. De fire mænd er også under anklage - to af dem for grov vold. De er henholdsvis 19 år og i starten af 20'erne.

Diallo og Kheira Hamraoui var holdkammerater i PSG sidste år, da overfaldet skete 4. november. De to spillere kæmpede om den samme plads på holdet.

Spillerne var den pågældende aften på vej hjem fra en klubmiddag i samme bil med Diallo som chauffør og Hamraoui som passager, da overfaldet på Hamraoui skete.

De to spillere har begge optrådt for Frankrigs landshold. Diallo er sidenhen stoppet i PSG.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.