Politiet anholder United-angriber efter voldsanklage
Mason Greenwood er blevet anholdt og er under mistanke for voldtægt og overgreb, siger engelsk politi.
Manchester United-angriberen Mason Greenwood er blevet arresteret, efter at en kvinde søndag har anklaget angriberen for vold.
Det oplyser politiet søndag aften ifølge nyhedsbureauet AFP.
Politiet mistænker den 20-årige angriber for voldtægt og overgreb mod en kvinde, der tidligere på søndagen lagde fotos såvel som en video og en lydfil på det sociale medie Instagram.
På videoen filmer kvinden sig selv - tilsyneladende med blod om munden, der er løbet hele vejen ned ad halsen.
Profilen er siden blevet slettet, men fotos og video har søndagen igennem cirkuleret på de sociale medier.
Mason Greenwood befinder sig nu i politiets varetægt, mens anklagen mod ham bliver undersøgt.
Få timer før arrestationen oplyste United, at Greenwood indtil videre er suspenderet fra træning og kamp.
Samtidig slog fodboldklubben fast, at den ikke tolerer vold af nogen art.
Mason Greenwood fik sin debut for Manchester United for tre år siden og har spillet 129 kampe for klubben og scoret 35 mål. Han fik i september 2020 debut for det engelske landshold.
/ritzau/AFP
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.