Polsk favorit slået ud: Sabalenka møder Garcia i sæsonfinale

Ved WTA Finals står kun to kvinder tilbage, og på overraskende vis er der ikke en polak iblandt.

Det blev til polsk nedtur og hviderussisk optur søndag i Fort Worth i Texas. <i>Katelyn Mulcahy/Ritzau Scanpix</i>

Det blev til polsk nedtur og hviderussisk optur søndag i Fort Worth i Texas. Katelyn Mulcahy/Ritzau Scanpix

Søndag blev overraskelsernes dag i tenniskvindernes sæsonfinale.

Den polske verdensetter, Iga Swiatek, var strøget igennem gruppespillet i WTA Finals i Texas, men i semifinalen løb polakken ind i en hviderussisk mur i form af Aryna Sabalenka, der søndag lokal tid besejrede Swiatek i tre sæt.

Dermed er forhåndsfavoritten ude, mens hviderussiske Sabalenka står over for franske Caroline Garcia i finalen.

Sabalenka havde inden turneringen kaldt det et "mirakel", at hun havde kvalificeret sig til sæsonfinalen. Turneringen er som udgangspunkt for de otte højest rangerede spillere i verden.

Søndag sendte Sabalenka 23 vindere og 12 serveesser afsted, mens hun holdt sig på 19 uprovokerede fejl, hvilket var nok til en sejr på 6-2, 2-6, 6-1 over Swiatek.

En noget mindre overraskelse var det, at Garcia tog sejren mod græske Maria Sakkari.

Men de fleste havde formentlig forudset en væsentlig mere tæt kamp, end det endte med.

Med de overbevisende cifre 6-3, 6-2 var franskmanden overlegen. På kun 75 minutter endte det med en fransk sejr. I første sæt vandt hun 80 procent af pointene efter sine førsteserver.

Kun tre måneder forinden havde de to ellers været ude i en tresætter i Cincinatti, som Garcia dog også vandt.

- I dag var jeg blot lidt mere afslappet, sagde Garcia i et tv-interview efter kampen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Hun kunne ikke lide min måde at spille på.

Sæsonfinalen afholdes i Texas på grund af blandt andet fortsatte udfordringer med coronapandemien i den kinesiske by Shenzhen, der oprindeligt var udset til at være værtsby.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.