atletik

Positiv dopingprøve sender maratonprofil ud af atletik-VM

Lawrence Cherono misser VM i atletik efter at have afleveret en positiv dopingprøve tilbage i maj.

Lawrence Cherono satte i 2020 den ottendehurtigste tid nogensinde i et maraton, da han gennemførte Valencias maraton i tiden 2 timer 3 minutter og 4 sekunder. Billedet stammer fra Valencias maraton i 2021.
Lawrence Cherono satte i 2020 den ottendehurtigste tid nogensinde i et maraton, da han gennemførte Valencias maraton i tiden 2 timer 3 minutter og 4 sekunder. Billedet stammer fra Valencias maraton i 2021. Pablo Morano/Reuters

To udøvere er lørdag blevet sendt hjem fra VM i atletik efter at have brudt dopingreglerne.

Den kenyanske maratonløber Lawrence Cherono er én af dem. Han er blevet testet positiv for det ulovlige stof trimetazidine i en prøve tilbage fra slutningen af maj og er foreløbigt suspenderet på ubestemt tid.

Det skriver flere internationale nyhedsbureauer.

Cherono, som i 2019 vandt både Bostons og Chicagos maratonløb, skulle søndag have kæmpet om medaljer i maratonløbet ved VM i amerikanske Eugene, men det kommer han altså ikke til.

Den amerikanske 400-meterløber Randolph Ross er ligeledes blevet suspenderet, dog ikke på grund af en positiv prøve.

Ross er i stedet blevet udelukket, fordi hans oplysninger om, hvor han befandt sig - de såkaldte whereabouts - ikke var i orden. Det betød, at det ikke var muligt at foretage en dopingprøve på ham 18. juni.

Mens Lawrence Cherono altså ikke er med i søndagens maratonløb ved VM, så stiller danske Thijs Nijhuis op. Starten går 15.15 dansk tid.

Randolph Ross skulle have været i aktion ved verdensmesterskaberne søndag aften dansk tid, hvor de indledende 400-meterheat skal afvikles. Her er danske Benjamin Lobo Vedel med.

Lawrence Cherono satte i 2020 den ottendehurtigste tid nogensinde i et maraton, da han gennemførte Valencias maraton i tiden 2 timer 3 minutter og 4 sekunder.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden