Fodbold

Poulsen får tidligere Dortmund-træner som chef i Leipzig

Marco Rose tager over i RB Leipzig, efter at klubben onsdag fyrede Domenico Tedesco.

Marco Rose overtager styringen i RB Leipzig. (Arkivfoto).
Marco Rose overtager styringen i RB Leipzig. (Arkivfoto). Frank Hoermann / Sven Simon/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 09:22

Det bliver 45-årige Marco Rose, der tager over som cheftræner i RB Leipzig, der onsdag fyrede Domenico Tedesco efter en skuffende sæsonstart.

Det oplyser Leipzig på Twitter.

Rose har senest stået i spidsen for Borussia Dortmund, hvor han blev fyret i sidste sæson.

Nu skal han forsøge at få Leipzig, der har danske Yussuf Poulsen i truppen, på ret kurs efter en svær sæsonstart.

Holdet ligger nummer 11 i Bundesligaen, efter at det blot er blevet til fem point i fem kampe.

Tirsdag blev det til et 1-4-nederlag til Shakhtar Donetsk i Champions League.

Med fyringen fik Tedesco kun trekvart år som cheftræner i RB Leipzig. Han blev ansat som erstatning for amerikanske Jesse Marsch i december sidste år.

I sidste sæson førte han lige nøjagtig klubben til en plads blandt de fire bedste i Bundesligaen og sikrede dermed en plads i Champions League.

Holdets nye træner, Marco Rose, havde sit første cheftrænerjob hos Lokomotive Leipzig fra 2012 til 2013. Siden var han ungdomstræner og cheftræner hos Red Bull Salzburg, før turen i 2019 gik til Borussia Mönchengladbach.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden