Fodbold

Pragtmål og stærk defensiv stækker topholdet Hvidovre

Liam Jordans tidlige træffer og en solid defensiv sikrede FC Helsingør en 1-0-sejr hos topholdet Hvidovre.

Morten Eskesen havde lagt den rigtige plan i 1-0-sejren hos Hvidovre.
Morten Eskesen havde lagt den rigtige plan i 1-0-sejren hos Hvidovre. Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 16:57

Topkampen i 1. division blev yderligere intensiveret lørdag eftermiddag.

FC Helsingør slog på udebane Hvidovre 1-0 efter et tidligt drømmemål af midtbanespilleren Liam Jordan og spillede sig op på tredjepladsen.

Hvidovre har nu 30 point på andenpladsen, mens Helsingør følger efter med 28 point efter 16 kampe.

Hvidovre er det mest scorende hold i 1. division, men Per Frandsens tropper havde skuffende lidt at byde ind med mod et Helsingør-hold, som Morten Eskesen havde sat solidt op.

FC Helsingør kom flyvende ud til opgøret, og efter tre minutter gav presset pote efter en genialitet af sydafrikanske Liam Jordan.

Han tørrede først rutinerede Matti Lund og sparkede i næste øjeblik bolden uimodståeligt op i hjørnet fra kanten af feltets bue.

Hvidovre rejste sig spillemæssigt efter udeholdets drømmestart, men det normalt så flittigt scorende hjemmehold skabte trods god intentioner ikke alverden i de første 45 minutter.

Det blev lidt bedre i anden halvleg, og efter en times tid misbrugte erfarne Christian "Greko" Jakobsen en stor chance fra tæt hold.

Siden fik Hvidovre bolden i mål kort før tid, men scoringen blev korrekt underkendt for offside.

Hjemmeholdet pressede mere og mere på i slutfasen, men tiden løb fra holdet, og et arbejdsomt Helsingør-hold løb med sejren.

Vendsyssel havde senere lørdag chancen for at spille sig på omgangshøjde med Hvidovre i toppen af tabellen, men missionen fejlede.

Hjemme mod bundholdet Nykøbing FC blev det til et 1-2-nederlag efter blandt andet en udvisning til værternes Emil Nielsen efter godt en halv times spil.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden