Premier League-klubber sætter forbrugsrekord

Premier League-klubberne har handlet for over 13,2 milliarder kroner i sommervinduet, og det er rekord.

Darwin Nunez er den dyreste spiller, der er købt i transfervinduet denne sommer i Premier League. Liverpool har betalt Benfica over en halv milliard kroner for angriberen, der indtil videre har lavet lige så mange mål, som han har fået røde kort. <i>Peter Powell/Reuters</i>

Darwin Nunez er den dyreste spiller, der er købt i transfervinduet denne sommer i Premier League. Liverpool har betalt Benfica over en halv milliard kroner for angriberen, der indtil videre har lavet lige så mange mål, som han har fået røde kort. Peter Powell/Reuters

Pengene sidder løst hos sportsdirektørerne i den engelske Premier League.

Klubberne i verdens økonomisk største fodboldliga har indtil videre brugt over 1,5 milliarder pund - 13,2 milliarder kroner - i sommerens transfervindue. Det overgår rekordsommeren 2017, hvor klubberne sammenlagt brugte 12,6 milliarder kroner på nye spillere.

Det viser en analyse, som revisionsfirmaet Deloitte har lavet.

Intet tyder dog på, at forbrugsfesten stopper her. Klubberne har stadig næsten en uge at handle i, og fortsætter frekvensen fra de seneste uger, vil der blev slået endnu en forbrugsrekord.

I hele 2017/18-sæsonen - altså både sommer- og vintertransfervinduet - brugte de engelske klubber cirka 16,4 milliarder kroner. Den total kan det igangværende sommervindue måske overgå alene, og om ikke andet vil der blive sat ny sæsonrekord i løbet af januar, lyder forventningen.

- Rekordforbruget, vi har set i Premier League denne sommer, er et udtryk for, at forretningsmodellerne i klubberne igen fungerer efter coronapandemien, siger Chris Wood, der er vicedirektør i Deloittes afdeling for sportsøkonomi.

- Det er i sig selv opmuntrende, men samtidig må vigtigheden af en ansvarlig sammenhæng mellem indtægter og udgifter ikke undervurderes. Klubberne skal balancere deres ønske om at være konkurrencedygtige på banen i nuet med en langsigtet, bæredygtig forretningsmodel.

I alt har de 20 Premier League-klubber hentet 135 spillere indtil videre i sommerens transfervindue. I to tredjedele af tilfældene har der været betalt en overgangssum. Sidste sommer hentede klubberne 148 nye spillere.

Sommerens foreløbig dyreste indkøb er Darwin Nunez, som Liverpool lokkede ud af Benficas hænder for over en halv milliard kroner. Opfyldes en række betingelser, kan Liverpool ende med at betale cirka 750 millioner kroner for Nunez.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.