Premier League vil skifte groggy spillere ud midlertidigt
Den engelske topliga har anmodet om at afprøve midlertidige udskiftninger ved hovedskader i kampene.
Fodboldklubberne i den engelske Premier League vil have mulighed for at kunne give hovedskadede spillere en pause undervejs i kampene.
Ligaen har nu formelt bedt Ifab, der varetager fodboldspillets love og regler, om lov til at teste midlertidige udskiftninger. Det skal kunne ske i kampene fra næste år.
Det skriver avisen The Guardian.
I dag har klubberne ganske vist lov til at lave to ekstra udskiftninger ved hovedskader. Der er dog tale om permanente udskiftninger.
Dermed kan de udskiftede spillere ikke komme tilbage i kampen, hvis nærmere undersøgelser viser, at der ikke er fare på færde.
Premier League har i VM-pausen rådført sig med klubbernes læger. Her er tilhængerne af forslaget i klart overtal.
Håbet er, at midlertidige udskiftninger vil give lægerne ro til at gennemføre udførlige test på de spillere, der har slået hovedet.
Som det er nu, føler lægerne sig under tidspres i kampene. Det skyldes, at holdet skal spille i undertal, mens den groggy spiller bliver undersøgt.
Også de bedste rækker i Frankrig og USA, Ligue 1 og MLS, vil være med til at teste forslaget.
Forslaget om midlertidige udskiftninger blev fremsat af den engelske spillerforening (PFA). Det skete i februar.
- Protokollen om, at "hvis man er i tvivl, skal man lade dem sidde ude", bliver ikke anvendt konsekvent inden for elitefodbold, hvor presset er stort.
- Vi ser ofte episoder, hvor spillere vender tilbage til banen med en potentiel hjerneskade, hvorefter de bliver taget ud kort efter, når symptomerne bliver tydeligt forværret, lød det dengang.
I England er der i de senere år kommet særlig fokus på risikoen for hjerneskader ved fodbold. Især efter at en række tidligere topspillere er blevet diagnosticeret med demens.
I november varslede en gruppe på 30 tidligere spillere og deres pårørende, at de vil sagsøge fodboldforbundene i både England og Wales.
Familierne mener ikke, at forbundene har beskyttet spillerne godt nok mod netop hovedskader.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.