EH Aalborg

Presbold til Allan Heine og EH Aalborg: Nu begynder jagten på direkte oprykning

Klubben jagter direkte tilbagevenden til Håndboldligaen - med et næsten helt nysammensat mandskab

Anne Brinch er en af blot to gengagere hos aalborgenserne til den nye sæson. Arkivfoto: Kurt Bering

Anne Brinch er en af blot to gengagere hos aalborgenserne til den nye sæson. Arkivfoto: Kurt Bering

HÅNDBOLD:Med 15 nye navne og kun to gengangere er det noget af et projekt, den hjemvendte cheftræner Allan Heine har kastet sig over i EH Aalborg.

Op til søndagens 1. divisionspremiere mod Gudme i Nørresundby Idrætscenter har klubben ovenikøbet meldt ud, at målsætningen er at rykke direkte tilbage til Håndboldligaen.

- Det kan du da godt kalde en presbold, men jeg synes, at vi - sammen med en tre-fire andre hold - er et godt bud på et tophold. Når det er sagt, skal vi også være lidt heldige undervejs og undgå alvorlige skader, hvis det skal lykkes, forklarer Allan Heine.

Han har ikke trænererfaring fra 1. division, så han understreger, at det er lidt svært for ham at vurdere, præcis hvor EH Aalborg står op til premieren.

- Men ud fra vores træningskampe og daglige træninger, har jeg en god fornemmelse. Bredden - som i høj grad udgøres af lokale talenter - ser også fornuftig ud. Når jeg sætter mit formodede A-hold op mod udskifterne til træning, er der ikke ret stor forskel, forklarer EH-træneren.

Han må til premieren søndag kl. 17.00 mod Gudme kun se bort fra Laura Askvist, der har ligget syg i nogle dage, men som er frikendt for COVID-19.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.