Primoz Roglic udgår af Vueltaen efter styrt

Den største konkurrent til Remco Evenepoel er udgået af Vuelta a España efter et styrt på 16. etape.

Primoz Roglic rammer asfalten i baggrunden, mens Mads Pedersen spurter sig til sejr. <i>Angel Fernandez/Ritzau Scanpix</i>

Primoz Roglic rammer asfalten i baggrunden, mens Mads Pedersen spurter sig til sejr. Angel Fernandez/Ritzau Scanpix

I sin jagt på sekunder styrtede Primoz Roglic tirsdag på Vuelta a Españas 16. etape, og hans skader er så slemme, at han nu udgår af løbet.

Det oplyser hans hold, Jumbo-Visma, på Twitter onsdag.

Sloveneren, der lå på andenpladsen i det samlede klassement, havde indledt et angreb på afslutningen af 16. etape, og han lykkedes da også med at hente otte sekunder på løbets førende rytter, Remco Evenepoel (Quick-Step).

Men få meter fra mål styrtede han og slog sig til blods, og han er altså ikke i stand til at køre videre.

Det betyder, at Enric Mas (Movistar) nu er på andenpladsen i det samlede klassement. Han har 2 minutter og 1 sekund op til Remco Evenepoel.

Det 22-årige belgiske cykelfænomen har dermed favorable muligheder for at løbe med den samlede sejr.

Jumbo-Visma oplyser ikke, hvordan Primoz Roglic' tilstand helt præcist er, men det var tydeligt efter styrtet tirsdag, at han ikke havde det godt.

Blodet strømmede ned ad det ene ben, og han virkede omtumlet, da han blev fulgt over målstregen af sin holdkammerat Mike Teunissen.

Sloveneren havde 1 minut og 34 sekunder op til Remco Evenepoel i det samlede klassement inden 16. etape.

På etapens sidste lille stigning stak han af fra feltet og indledte en jagt på sekunder. Da Remco Evenepoel få øjeblikke senere stod af cyklen på grund af en punktering, så det pludselig godt ud for sloveneren.

Remco Evenepoel var dog nået inden for de sidste tre kilometer, og det betød, at han trods sit uheld blev noteret for samme tid som feltet.

Primoz Roglic styrtede, da Mads Pedersen havde sat spurten ind og senere vandt etapen. Sloveneren kolliderede med Fred Wright og røg i asfalten.

Dermed sluttede hans jagt på den fjerde Vuelta-sejr i træk. Sloveneren har ellers set stærk ud på de seneste etaper.

På 15. etape til Sierra Nevada hentede han således 15 sekunder på Remco Evenepoel i den samlede stilling.

Senere onsdag har den hurtige franskmand Bryan Coquard (Cofidis) trukket sig fra Vuelta a España på grund af træthed. Filippo Conca (Lotto Soudal) er blevet trukket ud på grund af en positiv coronatest.

Torsdag skal Vuelta-feltet ud på en 162,3 kilometer lang etape, som slutter op ad en kort, men skrap stigning.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.