Prip jagter hullet i bylden: Derfor viser han fremgang

Sidste sæsons AaB-topscorer har fundet formen op til søndagens superligakamp mod Silkeborg, men der mangler stadig en væsentlig detalje

Louka Prip spillede senest mod Brøndby sin hidtil bedste AaB-kamp i sæsonen.  <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Louka Prip spillede senest mod Brøndby sin hidtil bedste AaB-kamp i sæsonen.  Foto: Claus Søndberg

AALBORG:Den første scoring fra Louka Prip lader stadig vente på sig i denne superligasæson, men den tidligere AaB-topscorer går ind til søndagens hjemmekamp mod Silkeborg med fornyet selvtillid.

Prip høstede ros for sin præstation i den forgangne weekends 2-3-nederlag i Brøndby, hvor han blandt andet assisterede til Younes Bakiz' første scoring.

- Jeg er enig i, at det var min bedste kamp i sæsonen. 3-4-3-formationen, som vi stillede med til den kamp, passer mig rigtig godt. Den gjorde, at jeg bedre kunne komme ind i mellemrummene, forklarer Louka Prip, der dog stadig kæmper for at komme ud af måltørken.

- Jeg har før været gennem perioder, hvor jeg ikke har scoret, og det er selvfølgelig ikke særlig fedt. Jeg forsøger dog bare at have fokus på spillet og putte den i kassen til træning, og så skal målene nok komme i Superligaen. Jeg er ikke i tvivl om, at det vil give vinger, når det sker, forudser Louka Prip.

AaB har brugt en del af ugens træning på at terpe afslutninger, og især ved fredagens pas havde spillerne fundet skarpheden frem.

Mens Louka Prip og AaB har haft en uge til at restituere til søndagens superligakamp, så var Silkeborg i aktion så sent som torsdag aften. <i>Arkivfoto: Martin Damgård</i>

Mens Louka Prip og AaB har haft en uge til at restituere til søndagens superligakamp, så var Silkeborg i aktion så sent som torsdag aften. Arkivfoto: Martin Damgård

- Jeg synes, vi har arbejdet med høj træningskvalitet i alt, hvad vi har lavet, siden jeg kom hertil. Men fredag var nok det  bedste, jeg hidtil har set, roser cheftræner Erik Hamrén.

Trods den alvorlige situation i bunden af Superligaen beretter AaB-lejren om en positiv stemning, efter at skuffelsen over den sene nedtur mod Brøndby har lagt sig.

- Hvis vi kan bygge videre på de gode ting fra den kamp, synes jeg,  det ser positivt ud. Silkeborg bliver selvfølgelig en svær opgave, og vi skal sørge for, at de er så lidt på bolden som muligt, siger Louka Prip.

AaB kunne have mødt Silkeborg på et værre tidspunkt. Kent Nielsens mandskab er uden sejr i fem kampe og spillede sent torsdag aften i Europa Conference League mod Anderlecht. Trods den resultatmæssige tilbagegang er AaB-træner Erik Hamrén dog stadig imponeret af Silkeborg.

- Jeg er imponeret over, hvad de har præsteret. De er stærke, og vi har diskuteret meget i staben, hvordan vi skal løse opgaven. Først og fremmest skal vi undgå at lave fejl i opspillet, for det straffer de hårdt, konstaterer svenskeren.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.