Fodbold

Prøvespiller solgte ikke sig selv, men AaB fik endnu en sejr over Hobro

Prøvespilleren Oliver Drost leverede en anonym indsats, da AaB slog Hobro i Reserveligaen

Oliver Drost var med, da AaB slog Hobro i Reserveligaen. Foto: Lars Pauli

Oliver Drost var med, da AaB slog Hobro i Reserveligaen. Foto: Lars Pauli

FODBOLD:For anden gang inden for en uge trak AaB sig torsdag sejrrigt ud af et opgør mod Hobro, da lørdagens superligasejr blev fulgt op af en 2-1-sejr i Reserveligaen.

Selvom opgøret havde status af en reserveligakamp stillede AaB med flere etablerede superligaspillere. Startopstillingen talte blandt andre Jores Okore, Jakob Ahlmann, Lucas Andersen og Patrick Olsen.

Med var også Oliver Drost, der i denne uge har været til prøvetræning i AaB, og den tidligere Vejle- og Horsens-angriber fik også kampens første gode mulighed efter ni minutter. Oliver Abildgaard stod for forarbejdet med en stikning i dybden, men Oliver Drost fik ikke ordentligt træf på sin afslutning.

Hobro havde til gengæld blandt andre offensivprofilen Emmanuel Sabbi og den tilbagevendte anfører Jonas Brix-Damborg i startopstillingen, og efter 17 minutter var hjemmeholdet tæt på føringen, da Imed Louati bragede en afslutning på overliggeren. Det var et varsel om, hvad der ventede, for seks minutter senere bragte hjemmeholdet sig foran.

Hobro kombinerede sig igennem, inden den unge amerikanske angriber Don Deedson Louicius med et fladt spark passerede Andreas Hansen i AaB-målet.

Hobro IK tog torsdag imod AaB i Reserveligaen i fodbold.
 Foto Lars Pauli

Hobro IK tog torsdag imod AaB i Reserveligaen i fodbold. Foto Lars Pauli

Det dramatiske højdepunkt i første halvleg var dog, da en tackling fra AaB's Jakob Ahlmann førte til skærmydsler på sidelinjen. Hobro-sportschef Jens Hammer Sørensen og assistenttræner Michael Kryger bidrog til meningsudvekslingerne, og det fik AaB's Oliver Abildgaard til at blande sig. Fra AaB-bænken lød herefter en opfordring til egne spillere om "ikke at falde ned på deres niveau".

Hobros 1-0-føring holdt dog første halvleg ud, og da holdene kom ud til anden halvleg, var Oliver Drost skiftet ud. Prøvespilleren havde leveret en anonym indsats og blev erstattet af Søren Tengstedt.

Oliver Abildgaard var til gengæld stadig på banen, og fire minutter inde i anden halvleg bragte han balance i regnskabet, da midtbanespilleren fra kanten af feltet sendte en højrefodsafslutning fladt ind bag Hobro-målmand Adrian Kappenberger, der var efterladt chanceløs.

Derfra stod der AaB på det meste. Flere gode muligheder blev dog misbrugt, men i det 88. minut kom gæsterne foran. Et hjørnespark fandt indskiftede Magnus Christensen, der brysttæmmede bolden og sendte den op i nettaget.

Sejren var AaB's anden i Reserveligaen, hvor man nu er noteret for seks point efter fem kampe. Hobro har fem point efter seks kampe.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst