Hobro IK

Profil blev offer for bizart kiks i Hobro: - Jeg har fortalt dem, hvad jeg føler

Christian Cappis afviser dog, at han ikke skulle være motiveret for at spille for Hobro

Christian Cappis var onsdag aften tilbage på fodboldbanen, da Hobro tabte 0-3 til Vejle. Som planlagt før kampen, blev det til en halvlegs spilletid til amerikaneren. Foto: Bente Poder
Christian Cappis var onsdag aften tilbage på fodboldbanen, da Hobro tabte 0-3 til Vejle. Som planlagt før kampen, blev det til en halvlegs spilletid til amerikaneren. Foto: Bente Poder

Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:14

FODBOLD: Hobro IK's Christian Cappis var onsdag aften tilbage på fodboldbanen efter et af de mere bizarre forløb i dansk fodbold.

0-3-nederlaget i Sydbank Pokalen mod Vejle Boldklub var den amerikanske midtbanespillers første i denne sæson, hvor han indtil for nyligt end ikke har måttet træne med sine holdkammerater.

Årsagen er, at Hobro IK på grund af en administrativ fejl ikke fik forlænget Cappis' udløbne arbejdstilladelse i Danmark.

- Det har været forfærdeligt. Man indser ikke, hvor meget man har brug for at kunne spille fodbold, indtil man ikke kan gøre det, så det er fantastisk at være tilbage nu, siger Christian Cappis.

Den 21-årige amerikaner måtte rejse hjem til USA for at få fornyet sin arbejdstilladelse. Fredag returnerede han til Danmark med papirerne i orden, men forud var gået et forløb, hvor han selv måtte alliere sig med en personlig træner for at holde formen ved lige.

Johan Wins, der er agent for Christian Cappis, har kritiseret Hobro IK og sportschef Jens Hammer Sørensen for manglende opbakning, men så langt vil hovedpersonen ikke selv gå.

- Der var grænser for, hvad de kunne gøre i sådan en situation. Det var bedst, hvis det ikke var kommet dertil, men det var en situation, som ingen vidste, hvordan de skulle håndtere. Sket er sket, og nu vil jeg bare spille fodbold igen, siger Christian Cappis.

Det kostede dog meningsudvekslinger med sportschef Jens Hammer Sørensen undervejs.

- For at være ærlig havde vi et ret interessant forhold, da det stod på. Jeg har fortalt folk i klubben, hvad jeg føler, men sagt er sagt, og jeg skal bare fokusere på fodbold nu. Det kan jeg ikke understrege nok, for det er det vigtigste for mig, siger Christian Cappis.

Da Christian Cappis i september fik inddraget sit pas og måtte rejse hjem til USA, sagde agenten Johan Wins til bold.dk, at forløbet havde gjort, at Cappis ikke længere var motiveret for at spille i Hobro, men det modsiger hovedpersonen nu.

- Selvfølgelig er jeg motiveret. Min motivation har ikke noget at gøre med nogen andre, og hvad de måtte sige eller gøre. Min motivation er at være den bedst mulige fodboldspiller og vinde kampe. Det er ligegyldigt for min motivation, hvad der sker omkring mig. Jeg kommer altid til at gøre mit bedste, siger Christian Cappis.

Han lægger dog ikke skjul på, at han gerne havde skiftet klub i det netop lukkede transfervindue.

- Alle vil gerne spille i den bedste række, om det er i Danmark eller et andet land. Det var mit mål, men der skete ikke noget. Der var nogle muligheder, men med alt, der er sket, var der for mange forhindringer, så nu jeg ser frem til at fortsætte med at forbedre mig her, siger Christian Cappis.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden