AaB

Profil regner med at blive i AaB: Men der er ingen snak om kontraktforlængelse

Jacob Rinne drømmer stadig om stort skifte, men der er ikke noget under opsejling

Jacob Rinne var blandt AaB’s bedste i foråret, men det selv om han kun har et år tilbage af sit kontrakt, tyder det ikke på, at han bliver solgt. Arkivfoto: Henrik Bo

Jacob Rinne var blandt AaB’s bedste i foråret, men det selv om han kun har et år tilbage af sit kontrakt, tyder det ikke på, at han bliver solgt. Arkivfoto: Henrik Bo

FODBOLD:Om en god uge tager AaB hul på en ny superligasæson med en udekamp mod FC København, og mere og mere tyder på, at nordjydernes førstemålmand også i den kommende sæson hedder Jacob Rinne.

Målmanden, der var blandt AaB’s bedste i foråret, har bare et år tilbage af sin kontrakt med AaB og har gennem flere transfervinduer også været et salgsemne. Forleden fortalte sportschef Inge André Olsen dog til Nordjyske, at han forventer, at Jacob Rinne også er AaB-spiller, når transfervinduet lukker ved indgangen til september, og den forventning deler hovedpersonen.

- Jeg tror, at jeg også er AaB-spiller, når transfervinduet lukker. Sådan ser det i hvert fald ud lige nu, men man ved selvfølgelig aldrig, hvad der kan ske, siger Jacob Rinne.

Målmanden har endnu ikke haft nogle tilbud at skulle forholde sig til denne sommer.

- Jeg har ikke sagt nej til noget. Jeg vil selvfølgelig gerne tage næste skridt på et tidspunkt, men jeg har ikke travlt, for det skal være det rigtige. Hvad det rigtige er, er et stort spørgsmål. Det afhænger af flere ting, siger Jacob Rinne, der i sommeren 2017 blev hentet til AaB fra den belgiske klub Gent.

Han slår fast, at han ikke har opgivet ambitionen om at komme til at spille i en af Europas større ligaer igen.

- På et eller andet tidspunkt vil jeg gerne prøve mig af igen. Jeg lærte meget af det lille år, jeg havde i Belgien, så en sådan udfordring kunne jeg godt tænke mig at prøve igen, siger Jacob Rinne.

AaB’s muligheder for at indkassere en transfersum af betydning for Jacob Rinne forringes dog for hvert transfervindue, der går. Med mindre den kontrakt, der udløber om et år, bliver forlænget, men det er der ikke umiddelbart udsigt til.

- Vi har ikke talt forlængelse, men hvis jeg er her, når vinduet lukker, må vi jo sætte os ned og tale om, hvad der så skal ske. Det er ikke der, mit fokus er i øjeblikket. Lige nu handler det kun om at få en god start på sæsonen, siger Jacob Rinne.

Han og holdkammeraterne møder fredag eftermiddag AGF i den sidste testkamp før næste weekends superligapremiere på udebane mod FC København.

- Det har været lidt af en rutsjebanetur i alle de fire år, jeg har været i AaB, så derfor er det svært at sige, hvad vi skal forvente. Jeg håber altid på, at vi kan slås med om mesterskabet, men det er svært at sige, hvordan det kommer til at gå. Jeg vil dog sige, at jeg synes, at vi har et bedre udgangspunkt, end vi havde på samme tid sidste år, siger Jacob Rinne.

AaB sluttede en turbulent sidste sæson på en syvendeplads, men ambitionen er, at klubben i den kommende sæson skal spille med i top-fire. Indfries den målsætning vil det være det bedste resultat i Jacob Rinnes tid i klubben.

- Selvfølgelig tror jeg på, at det er realistisk. Så kan man indvende, at jeg gjorde det samme i sidste sæson, men jeg vil altid tro på os, og som sagt synes jeg også, at vores udgangspunkt er bedre nu, siger Jacob Rinne.

Du kan se AaB’s generalprøve mod AGF live på nordjyske.dk. Det kræver abonnement til Nordjyske for at se med. Hvis du ikke allerede har et abonnement, kan du købe adgang på her.

Hold dig opdateret om AaB – Tilmeld dig vores nyhedsbrev om AaB lige her

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.