Hobro IK

Profil var stoppet hvis ikke det var for kærligheden til Hobro IK

Hobros Mads Hvilsom følger nøje med i Lucas Andersens genoptræning, hvilket der er en helt særlig årsag til

Mads Hvilsom ses her få uger efter sin operation i højre knæ. Nu kan han løbe igen. Arkivfoto: Torben Hansen

Mads Hvilsom ses her få uger efter sin operation i højre knæ. Nu kan han løbe igen. Arkivfoto: Torben Hansen

FODBOLD:Da Hobro spillede træningskamp mod AaB torsdag, var Mads Hvilsom med som ekspertkommentator på Det Nordjyske Mediehus' streaming af kampen, men næste gang, der skal sendes live fra en Hobro-kamp, håber han at være med på banen.

Nu er det 3,5 måneder siden, han blev opereret, og det går stille og roligt fremad, men det er et surt slid, som Mads Hvilsom er i gang med. Derfor kræves der også en helt særlig form for motivation.

- Mit udgangspunkt er, at jeg gerne vil spille fodbold i den her klub, så lang tid de gerne vil have mig. Det er for mig en kæmpe motivation. Klubben og stedet her betyder noget for mig, så det er derfor, jeg har købt ind på at kæmpe mig tilbage. Mit håb er, at jeg løber rundt på banen næste gang, der skal streames en kamp på Nordjyske, siger Mads Hvilsom.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det kun fordi, jeg er i den her klub, at jeg er i gang med det her. Havde jeg været i en klub, der ikke betød noget for mig, så havde situationen nok været lidt anderledes. Jeg havde også en snak med lægerne, om det nu var det. Der var også en læge, der prikkede mig på skulderen og sagde: Husk nu hvad du skal igennem. Derfor var det også en tanke, om jeg skulle fortsætte med at spille fodbold, siger Mads Hvilsom.

Nu kan Mads Hvilsom langt om længe trække i løbeskoene og få pulsen op igen. Selvom det ikke lyder af meget, er det en stor ting i sådan et forløb.

- Jeg kan løbe en tur. Det er faktisk et kæmpe skridt i sådan et forløb. Noget af det, man tvivler på i forbindelse med sådan en skade er, om knæet bliver stærkt og stabilt nok, til man igen kan løbe. Derfor er det fantastisk bare at kunne løbe. Derudover er der en masse styrketræning, som jeg skal igennem.

Det gjorde ondt på alle i og omkring Hobro IK, da Mads Hvilsom i foråret blev båret fra banen i en kamp mod Hvidovre. Arkivfoto: Martin Damgård

Det gjorde ondt på alle i og omkring Hobro IK, da Mads Hvilsom i foråret blev båret fra banen i en kamp mod Hvidovre. Arkivfoto: Martin Damgård

Det er ikke bare et spørgsmål om at overvinde smerter og utålmodighed. Der er også den konstante længsel efter at være med på banen.

- Kampdagen jo både en glædens og smertens dag for mig. Der er en lille snert i mig, der også gør ondt, når jeg sidder og kigger på. Det er hårdt, når det står på, siger Mads Hvilsom, der sender en tanke til Lucas Andersen i AaB.

- Det sjove i den forbindelse er, at vi er opereret samme dag. Det tror jeg ikke, Lucas ved, men ved en tilfældighed ser jeg på sociale medier, vi er blevet opereret samme dag, så vi har akkurat det samme forløb. Det er lidt sjovt for mig. Jeg tænker ikke, at han sidder og følger med i mit forløb, men det er spændende for mig som korsbåndsskade-nørd at følge lidt med i, hvordan det går for Lucas Andersen, siger Mads Hvilsom.

Det er anden gang, at offensivspilleren er ramt af en korsbåndsskade, så Mads Hvilsom kender hele turen. Netop erfaringerne fra første skadesforløb er givtige i disse måneder.

- Der er helt sikkert nogle erfaringer at trække på. Jeg kan hele tiden sammenligne det igangværende forløb med første gang, og heldigvis kan jeg konstatere, at det går meget bedre denne gang, så jeg håber, at jeg på en eller anden måde kan være med, når vi rammer forårets kampe, men der er ingen genvej. Når lægerne siger, at det tager 9 til 12 måneder at komme tilbage, så tager det 9 til 12 måneder, siger Mads Hvilsom.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden