Profiler stopper i EH Aalborg
Det nordjyske 1. divisionshold må fra næste sæson sige farvel til flere af holdets bærende kræfter
Opdateret kl. 18:20
HÅNDBOLD: EH Aalborg mister fra næste sæson flere af holdets profiler, da Sandra Erlingsdòttir og Rikke Hoffbeck har besluttet at søge nye halgulve.
Rikke Hoffbeck var i den seneste sæson klubbens topscorer. Det kan ifølge holdets cheftræner Allan Heine mærkes, at klubben fra næste sæson må se bort fra hendes kvaliteter.
- Rikke har i sin snart to sæsoner været en meget vigtig brik i vores bestræbelser på succes, og hun har om nogen leveret et højt niveau i begge ender af banen.
- Hun har specielt vist sine store kompetencer i kontrafasen, hvor hun uden sammenligning har været 1. divisionens bedste. Det er et stort tab for EH Aalborg, at hun søger videre i sin karriere, skriver EH Aalborg på sin Facebookside.
Den islandske landsholdsspiller Sandra Erlingsdòttir har ligeledes været en vigtigt brik for nordjydernes bestræbelser på at komme tilbage i landets bedste håndboldrække.
- Sandra har i sine små to sæsoner været en stor profil for os og i 1. division. Hendes fantastiske overblik har vi virkelig nydt godt af. Udover de åbenlyse spillemæssige kvaliteter, så har Sandras ærgerrighed og professionalisme sat meget positive spor i EH Aalborg, siger Allan Heine.
Line Berggren, der var udlånt fra Aarhus United til EH Aalborg, blev søndag kaldt tilbage til østjyderne.