PSG-fans undlod at fejre mesterskabet
For nogle af PSG's fans er det franske mesterskab ikke nok til at gøre sæsonen til en succes.
Ofte er der store følelsesudbrud, lufttur til træneren og dyre dråber i spil, når et fodboldhold vinder et mesterskab.
Da Paris Saint-Germain vandt sit mesterskab nummer ti, var begejstringen til at overse.
Stadion var tomt ti minutter efter slutfløjt, og der var ingen æresrunde på hjemmebanen Parc des Princes.
Forinden havde PSG med 1-1 mod Lens ellers sikret sig den franske ligatitel, men allerede et kvarter før tid havde en gruppe af de mest inkarnerede fans forladt stadion.
Skuffelsen bunder først og fremmest i afskeden med Champions League. Holdet fra den franske hovedstad røg ud i ottendedelsfinalen mod Real Madrid på trods af et godt udgangspunkt og en føring på udebane.
Siden er profilerne Neymar og Lionel Messi blandt andre blevet kritiseret af holdets egne fans.
- Vi giver alt, vi har. På et tidspunkt må man også komme videre, siger midtbanespilleren Marco Verratti til Canal+.
Anføreren Marquinhos stemmer i.
- Sidste år vandt vi ikke titlen. Det gjorde ondt, så vi skal fejre det så meget som muligt, når vi vinder. Det er en skam for stemningen, men fodbold er vores passion, og vi har spillet, siden vi var meget unge, siger brasilianeren.
- Det er en skam, at det ikke bliver sammen med fansene, men det må vi håndtere. Der er altid gode og dårlige sider. Vi vandt titlen, vi må fortsætte med de gode ting og det arbejde, vi har lagt i sæsonen, selv om vi ikke var så gode i Europa.
Selv om der ikke var meget fejring på den parisiske hjemmebane blandt fansene, håber PSG-træner Mauricio Pochettino, at tilhængerne igen vil bakke holdet op fuldt ud.
- Vi går igennem en svær periode med fansene, og vi håber, det bliver bedre. Vi er i et demokrati, og vi accepterer alle protester, siger han.
Lionel Messi scorede målet, der endegyldigt sikrede PSG det franske mesterskab nummer ti.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.