Sport

PSG hævner nederlag og besejrer GOG i Champions League

PSG, der har Stefan Madsen og Henrik Møllgaard som trænerteam, vandt onsdag aften et tæt opgør mod GOG.

GOG tabte en tæt kamp til PSG onsdag aften i Champions League.
GOG tabte en tæt kamp til PSG onsdag aften i Champions League. Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Paris Saint-Germains håndboldherrer rejste sig og vandt onsdag aften 31-28 ude over GOG i Champions League.

Dermed fik pariserne hævnet det seneste nederlag, som blev indkasseret mod netop GOG i slutningen af oktober.

PSG, der har Stefan Madsen og Henrik Møllgaard som trænerteam, har slidt med resultaterne i Champions League. Det er blevet til fire nederlag i de første syv kampe.

Men med den tredje sejr i turneringen kravler PSG forbi GOG og op på femtepladsen med seks point. GOG er også noteret for seks point på sjettepladsen.

Det sidste mål af PSG-spilleren Fathy Omar til 31-28 var ikke uvæsentligt.

GOG vandt nemlig med to mål i Paris, så onsdagens franske sejr på tre mål betyder, at PSG er bedre i det indbyrdes regnskab mellem de to mandskaber.

Det var længe en meget lige og jævnbyrdig kamp i Svendborg, og den fynske offensiv sprudlede i perioder.

GOG fik den bedste start og kom foran med et par mål flere gange. Men PSG fik kontakt ved 6-6 og kom selv foran med to mål et par gange.

Pariserne havde dog svært ved at trække afgørende fra.

I stedet lykkedes det GOG's velspillende Frederik Bjerre at gøre det til en pauseføring på 18-17.

I anden halvleg var GOG kun foran en enkelt gang ved 19-18. Derfra var PSG i teten og slap ikke det lille overtag, som pariserne fik i kampen.

Mod slutningen reducerede GOG flere gange og var kun bagud med et enkelt mål, men fynboerne kom aldrig helt op og fik udlignet.

I PSG-målet stod Mikkel Løvkvist fremragende til slut og afværgede et fynsk comeback.

PSG har i den hjemlige liga vundet samtlige holdets ni kampe og topper tabellen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden