PSV-profil griner af fyrværkeriplan: Hører til fodbolden

Ifølge B.T. forsøgte en gruppe FCK-fans at forstyrre PSV-spillernes nattesøvn, men var ved det forkerte hotel.

Philipp Max havde en vigtig fod med i sejren med oplægget til 2-0-målet. <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

Philipp Max havde en vigtig fod med i sejren med oplægget til 2-0-målet. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

PSV Eindhovens spillere så friske og veloplagte ud, da de torsdag aften bankede FC København 4-0 i Conference Leagues ottendedelsfinale og gik sikkert videre.

Men måske havde overskuddet været noget mindre, hvis de i løbet af natten havde fået forstyrret deres søvn.

Ifølge B.T. forsøgte en gruppe FCK-fans natten til torsdag at vække hollænderne med et fyrværkerishow på parkeringspladsen ved et hotel. Men de var tilsyneladende gået forkert, hvilket fik PSV til at lave sjov med episoden på Twitter.

PSV-profilen Philipp Max tager ikke chikaneforsøget så tungt.

- Jeg hørte det godt. Historien - ikke fyrværkeriet. Jeg har oplevet det en gang eller to i Tyskland, så det er ikke nyt. Men jeg tror bare, det er en del af fodbolden. Jeg er glad for, at det ikke var ved vores hotel, siger han grinende på pressemødet efter sejren i Parken.

For en uge siden spillede holdene lige op i Holland, men i Parken var der klasseforskel på PSV og FCK.

- Vi fik en bedre start denne gang og var mere koncentrerede. Vi var stærke i en-mod-en-duellerne og scorede fantastiske mål. Det var forskellen, som jeg ser det, forklarer tyskeren.

PSV-træner Roger Schmidt kalder det for en af holdets bedste præstationer i sæsonen.

- Vi spillede godt i aften, men vi har spillet godt hele sæsonen.

- Jeg synes, at holdet gør det godt. Kampen i dag var selvfølgelig et højdepunkt, når man ser på, hvordan vi scorede og behandlede bolden, lyder det fra cheftræneren.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.