Putin ringede til Argentinas præsident efter VM-triumf
Vladimir Putin så Argentina vinde VM, før han ringede til landets præsident for at lykønske ham med sejren.
Rusland var udelukket fra at deltage ved VM i fodbold, men præsident Vladimir Putin overværede alligevel en del af finalen mellem de to hold.
Det siger han i forbindelse med et besøg i Hviderusland, efter at hans pressesekretær Dmitry Peskov havde oplyst, at Putin ringede til Argentinas præsident, Alberto Fernández, efter kampen.
- Jeg så anden halvleg, da stillingen var 2-2, og jeg kunne ikke andet end at lykønske Argentinas præsident, siger han ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.
Efter 2-2 i den ordinære spilletid scorede holdene én gang hver i forlængelsen. Det udløste en straffesparkskonkurrence, som Argentina trak sig sejrsrigt ud af.
- Begge hold spillede fantastisk, så vi må takke dem begge. Det var i sandhed et drama, da de kæmpede til sidste sekund, men det stærkeste hold vandt, forklarer Putin.
Putin kaldte kort før invasionen af Ukraine i februar Argentina for "en af Ruslands nøglepartnere i Latinamerika".
Rusland blev udelukket fra alle internationale fodboldturneringer efter invasionen.
Det russiske landshold skulle i en miniturnering have dystet med Polen, Tjekkiet og Sverige om en VM-billet, der endte med at gå til polakkerne.
Rusland er heller ikke en del af den kommende EM-kvalifikation. Landets fodboldforbund overvejer at forlade Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og tilslutte sig den asiatiske pendant.
Det fortalte præsidenten for det russiske forbund, Alexander Dyukov, i november.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.