Sport

Rüdiger får seks karantænedage efter raseriudbrud

Antonio Rüdiger kastede angiveligt en genstand mod dommeren i pokalfinalen og får seks karantænedage.

Antonio Rüdiger fik rødt kort i den spanske pokalfinale, efter at han var blevet skiftet ud.
Antonio Rüdiger fik rødt kort i den spanske pokalfinale, efter at han var blevet skiftet ud. Borja Suarez/Reuters

Opdateret kl. 21:19

Det koster Real Madrid-profilen Antonio Rüdiger seks karantænedage, at han tændte af i slutminutterne af den spanske pokalfinale i lørdags.

Det skriver nyhedsbureauet AFP tirsdag aften med henvisning til en afgørelse fra Det Spanske Fodboldforbund.

Real Madrid mangler at spille fem ligakampe i indeværende sæson, så karantænen rækker ind i næste sæson.

Rüdiger var blevet udskiftet i den forlængede spilletid af pokalfinalen, da han i kampens slutfase flippede helt ud i området foran udskiftningsbænken, mens han hold var på vej mod et nederlag til ærkerivalen FC Barcelona.

Optagelser viste, at flere Real-folk måtte holde ham tilbage fra at løbe mod kampens dommer i raseri.

Ifølge dommeren kastede Rüdiger en genstand efter ham, og Rüdiger fik ligesom flere holdkammerater rødt kort i den hektiske slutfase.

Derfor skal han nu sidde over i seks kampe, men det skulle han formentlig alligevel.

Tirsdag formiddag meddelte Real Madrid nemlig, at Rüdiger har gennemgået en meniskoperation i venstre knæ og ikke kommer i kamp lige foreløbig.

Spanske medier skriver, at han næppe spiller igen på denne side af sommerferien, og at han også glip af Nations Leagues Final 4-stævne for Tyskland og sandsynligvis også sommerens klub-VM.

Rüdiger har undskyldt sin opførsel i pokalfinalen.

Foruden Rüdiger blev også Lucas Vazquez og Jude Bellingham udvist i slutfasen af den ophedede finale. Vazquez har fået to karantænedage, mens Jude Bellingham har fået annulleret sit røde kort.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden