Randers-anfører: Vi vil tilbage i Europa
Søndag sikrede Randers sig en plads i top-6, men anfører Vito Hammershøy ser ikke Randers som medaljebejler.
Søndag formåede Randers at spille sig i Superligaens mesterskabsspil for andet år i træk efter en 2-1-sejr hjemme over Silkeborg.
Randers-anfører Vito Hammershøy-Mistrati var glad for, at det igen lykkedes Randers at sikre en plads i top-6.
- Jeg er så stolt af mit hold. At vi for andet år i træk med et budget omkring tiendepladsen kommer i top-6 er virkelig imponerede og flot, siger Vito Hammershøy-Mistrati.
Ifølge midtbanespilleren må andre Superliga-klubber kigge misundeligt på Randers.
- Der må være andre klubber, som kigger på os, og spørger sig, hvad det er, vi gør. Jeg tror, at vores succes kommer af en kombination af en dygtig ledelse, trænerstab og selvfølgelig dygtige spillere, siger Vito Hammershøy-Mistrati.
Han vil nu tilbage i Europa med Randers.
- Målet for os er at komme i en europæisk kvalifikation igen. Det har virkelig været fedt at spille i Europa for os i år, og det vil vi rigtig gerne prøve igen, siger han.
Vito Hammershøy-Mistrati ser dog ikke Randers som en del af medaljekampen.
- Det er tæt i mesterskabspillet, men jeg tror omvendt, at det bliver svært at nå Brøndby, FC Midtjylland og FC København som de tre øverste hold i tabellen.
På baggrund af de seneste nederlag var han ikke sikker på, at holdet ville ende i top-6.
- Jeg har været nervøs for, at vi ville smide mesterskabspillet væk. Vores seneste præstationer har ikke vist, at vi skulle vinde den næste kamp, siger Vito Hammershøy-Mistrati.
Randers-træner Thomas Thomasberg kalder det en "kæmpe bedrift", at hans hold for andet år i træk har spillet sig i mesterskabsspillet.
- Jeg tror slet ikke, folk er klar over, hvor stort det er, siger Thomas Thomasberg.
- Der ligger klubber under os som OB, AGF og FC Nordsjælland, som siger, at de skal i top-6, og de kommer ikke med. Vi så det mere som en drøm, og det er nu lykkes.
Randers skal i sidste spillerunde af Superligaens grundspil møde bundholdet Sønderjyske i Haderslev.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.