Randers i negativ stime: Det gør rigtig ondt lige nu
Randers tabte tirsdag for tredje gang i træk, og det gør ondt på holdets nuværende humør.
Randers løb tirsdag aften ind i holdets tredje nederlag på stribe, da kronjyderne tabte 1-2 hjemme til formstærke Silkeborg i Superligaens mesterskabsspil.
Det er første gang i sæsonen, at kronjyderne er gået fra banen uden sejr i tre superligakampe på stribe, og det er noget, der skal rettes op på, hvis Randers-mandskabet skal have mere at spille for i denne sæson.
Jakob Ankersen er skuffet over holdets manglende formstyrke, men har svært ved at sætte ord på, hvad holdet konkret skal gøre bedre, for at stimen bliver vendt.
- Det er klart, at det gør rigtig ondt lige nu, at vi taber igen. Især når holdet føler, at vi spiller godt og har haft præstationer, der skal give point.
- Vi skal holde skruen i vandet. Det er svært at sætte ord på, hvad vi konkret skal gøre, men vi ved også, at der i fodbold er en mulighed for at revanchere det næste gang, siger kantspilleren.
Oliver Bundgaard er overrasket over, at holdet står uden point i de seneste tre superligakampe. Midtbanespilleren påpeger dog, at spillerne ikke skal tænke for meget over den dårlige stime.
- Det er selvfølgelig ikke godt, at vi taber for tredje gang i streg, men det vigtigste for holdet er, at vi ikke begynder at tænke for meget i stimer og lade os påvirke negativt af det.
- Vi skal bruge nederlagene som en ekstra motivation til at gå ud på træningsbanen og arbejde hårdere, selv om vi føler, at vi allerede giver den maks, siger Oliver Bundgaard.
Cheftræner Thomas Thomasberg er fortrøstningsfuld trods mandskabets svage formkurve.
- Vi har egentlig været godt med i kampene, men vi må bare konstatere, at vi ikke vinder kampe, hvis vi ikke er skarpere end vores modstandere.
- Holdet skal holde hovedet oppe, for når vi spiller, som vi gør mod Silkeborg, så skal holdet nok få vendt skuden og få flere point i hus. Det er gode modstandere, vi møder hver gang, skal vi også huske på, og vi skal ikke lade nederlagene slå os ud, for så kommer vi ikke til at vinde, siger cheftræneren for Randers.
Der venter Randers en svær opgave i næste spillerunde, hvor kronjyderne skal en tur i Parken, hvor Superligaens førerhold, FC København, er modstanderen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.