Fodbold

Randers og AaB deler i porten i underholdende affære

Randers FC og AaB måtte begge nøjes med et point hver, da holdene onsdag spillede uafgjort 2-2 i Superligaen.

Hverken Randers eller AaB kunne bruge pointdelingen onsdag til ret meget.
Hverken Randers eller AaB kunne bruge pointdelingen onsdag til ret meget. Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

Randers FC og AaB spillede onsdag uafgjort 2-2 på Cepheus Park Randers i en direkte duel om fjerdepladsen i Superligaen.

Kun en sejr var noget værd for begge mandskaber, hvis håbet om medaljer for alvor skulle holdes i live, men i sidste ende var det ganske fortjent, at kampen endte uden en vinder.

Pointdelingen betyder, at AaB og Randers forbliver på henholdsvis fjerde- og femtepladsen i Superligaens mesterskabsspil.

Nordjyderne, der ligger to point foran Randers, har stadig fire point op til Silkeborg på tredjepladsen, der dog har en kamp i hånden.

Selv om Randers kom bedst fra start med et vellykket pres højt i banen, lykkedes det AaB at komme i front efter et kvarters spil.

Via en afretning sparkede angriber Milan Makaric bolden i mål fra midten af kronjydernes straffesparksfelt.

Randers havde flere fine muligheder for at bringe balance i regnskabet inden pausefløjtet, men det blev aldrig for alvor farligt.

Omvendt så det dog ud i anden halvleg.

Hjemmeholdets angriber Tosin Kehinde scorede først til 1-1 efter kun 47 minutters spil, mens midtbanespiller Lasse Johnsen kun få minutter senere bragte Randers foran på et straffespark.

Et VAR-gennemtjek viste, at bolden kun lige sneg sig ind over stregen.

Efter 64 minutters spil modtog Randers-forsvarer Simon Graves et rødt kort, hvilket AaB hurtigt udnyttede med en scoring til 2-2 af midtbanespiller Ivan Fossum.

Resten af kampen kæmpede Randers bravt for det ene point, og til stor glæde for tilskuerne lykkedes det hjemmeholdet at holde AaB fra endnu en scoring.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden