Sport

Randers sælger ung angriber til Norwich

21-årige Mohamed Touré skifter fra Randers til Norwich i Englands næstbedste række.

Mohamed Touré (tv.) skifter til Norwich. (Arkivfoto).
Mohamed Touré (tv.) skifter til Norwich. (Arkivfoto). Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Superligaklubben sælger sin australsk-guineiske angriber Mohamed Touré til den engelske Championship-klub Norwich.

Det oplyser Randers på sin hjemmeside.

21-årige Mohamed Touré kom til Randers FC i sommeren 2024 og blev hurtigt en profil i det kronjyske.

- Mohamed kom til os som et særdeles spændende talent med et stort udviklingspotentiale. Vi var overbeviste om, at vi kunne udvikle ham sportsligt her i Randers FC, men også at han på sigt kunne blive en rigtig god forretning for klubben. Det har Mohamed i den grad indfriet, siger fodbolddirektør Søren Pedersen.

- Det har længe været et spørgsmål om, hvornår og hvor Touré skulle tage næste skridt - og det er nu blevet til et særdeles flot skifte til den næstbedste række i England.

Fodbolddirektøren afslører, at der er tale om et godt salg for klubben.

- I det seneste vintertransfervindue solgte vi Tammer Bany i en rekordhandel til en anden Championship-klub, og salget af Mohamed Touré ligger prismæssigt i nærheden af den handel.

I Norwich bliver han holdkammerat med Pelle Mattsson, Mathias Kvistgaarden, Oscar Schwartau og Emiliano Marcondes.

Touré tiltræder på en kontrakt gældende frem til sommeren 2030, oplyser Norwich.

Touré er i denne sæson noteret for fire træffere i Superligaen.

Han har optrådt flere gange for det australske landshold, hvor han blandt andet har været med til at sikre nationen en plads i sommerens VM-slutrunde.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden