Sport

Randers ser afgørende udvisning som en fejldom

Norman Campbells røde kort mod Brøndby skulle ikke være givet, mener både spilleren selv og træneren.

Norman Campbell blev udvist, da Randers tabte en dramatisk kamp med 3-4 til Brøndby.
Norman Campbell blev udvist, da Randers tabte en dramatisk kamp med 3-4 til Brøndby. Claus Bech/Ritzau Scanpix

Randers var med ti mand tæt på at kæmpe sig til et point i Brøndby mandag, men en scoring dybt inde i overtiden af Noah Nartey sikrede hjemmeholdet en dramatisk 4-3-sejr.

Men ifølge Randers burde man ikke være blevet reduceret til ti mand efter 64 minutter. Norman Campbells andet gule kort for en arm i hovedet på en modstander var en fejldom, mener både hovedpersonen selv og hans træner.

- Han går jo ikke med op, Brøndby-spilleren. Jeg ser en Randers-spiller, der prøver at vinde bolden. Det eneste, han kigger på, det er at vinde den bold, siger Randers-træner Rasmus Bertelsen til TV 2 Sport.

- Jeg ved godt, man skal have ansvar for sine arme og alt det der, men jeg synes, at det er meget kontroversielt at hive det andet gule kort op på den måde der.

Dommer Aydin Uslu var ikke i tvivl, og han stod tæt på duellen, hvor Campbell hoppede op mod bolden og ramlede ind i Brøndbys Benjamin Tahirovic med både krop og arm.

Uslus bedømmelse af duellen kom imidlertid bag på Randers-angriberen. Han følte, at forseelsen kom fra Tahirovic.

- Det var ikke retfærdigt, og jeg synes endda, at det var mig, der skulle have haft frispark, fordi Brøndby-spilleren ikke hoppede efter bolden, siger han til TV 2 Sport.

- Jeg gik klart efter bolden og ikke efter manden, men uheldigvis ser dommeren anderledes på det.

Randers havde kort inden udvisningen udlignet til 3-3. Man var tæt på at slide sig til det ene point, men i 97. minut gik det altså galt.

Det betyder, at mens Brøndby kom op på 46 point på Superligaens tredjeplads, så er Randers på fjerdepladsen nu fem point efter de blågule.

Både AGF og FC Nordsjælland kan med sejre i denne runde overhale Randers og skubbe kronjyderne ned på sidstepladsen i mesterskabsspillet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden