Sport

Randers-træner er rystet efter exit mod divisionshold

Rasmus Bertelsen er utilfreds med sit holds præstation i pokalnederlaget til Esbjerg.

Rasmus Bertelsen og co. kan nu have fuld fokus på Superligaen efter pokalexit i Esbjerg.
Rasmus Bertelsen og co. kan nu have fuld fokus på Superligaen efter pokalexit i Esbjerg. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Randers-træner Rasmus Bertelsen er skuffet og irriteret over, at hans mandskab onsdag blev slået ud af pokalturneringen af Esbjerg fra 1. division.

Det var unødvendigt, at ottendedelsfinalen skulle gå hele vejen til en straffesparkskonkurrence, hvor det undertippede hjemmehold endte med at tage sejren.

Det siger Rasmus Bertelsen til Randers Amtsavis.

- Det er noget af en "ryster". Der var 12 hold fra Superligaen tilbage (inden runden, red.), så vi havde fået en favorabel lodtrækning og er skuffede over ikke at kunne gå videre.

- Vi vidste godt på forhånd, at Esbjerg er et kompetent mandskab, som kan volde mange hold problemer. Men det ændrer ikke på, at jeg ærgrer mig over, at vi ikke var i stand til at gøre det bedre og afgøre kampen, inden vi nåede til straffesparkskonkurrencen, som er lidt som at kaste en mønt, siger han til avisen.

Den ordinære kamp og den forlængede spilletid endte 0-0. Randers' Musa Toure brændte et straffespark i første halvleg.

I straffesparkskonkurrencen brændte både storebror Mohamed Toure og backen Oliver Olsen fra pletten for randrusianerne.

Randers var en af tre superligaklubber, der onsdag røg ud af pokalturneringens ottendedelsfinaler. Randers var dog den eneste klub, der tabte til modstand fra en lavere række.

Yderligere to superligaklubber ryger ud torsdag aften. Her mødes FC Midtjylland og Silkeborg, mens FC Nordsjælland tager imod Brøndby.

Der trækkes lod til pokalkvartfinalerne sent torsdag aften.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden