Fodbold

Real Madrid flirtede med CL-exit: Vi giver aldrig op

Nacho og Luka Modric var lettede ovenpå den samlede sejr over Chelsea, der havde Real Madrid ude i tovene.

Nacho mener, at det er en del af Real Madrids dna at kæmpe til det sidste, hvilket var nødvendigt tirsdag aften mod Chelsea i Champions League.
Nacho mener, at det er en del af Real Madrids dna at kæmpe til det sidste, hvilket var nødvendigt tirsdag aften mod Chelsea i Champions League. Susana Vera/Reuters

Real Madrid flirtede med et exit fra Champions League mod Chelsea, men det lykkedes til sidst for det spanske storhold at kæmpe sig i semifinalen med en samlet 5-4-sejr.

Til trods for en spansk sejr på 3-1 for en uge siden i London, så fik Chelsea kæmpet sig tilbage i returkampen på Bernabeu og førte med 3-0 med et kvarter tilbage.

Rodrygo holdt i første omgang liv i håbet om avancement, da han reducerede til 1-3 og tvang duellen ud i overtid, hvor Karim Benzema scorede det afgørende mål for Real Madrid.

Efter en dramatisk aften var der lettelse at spore hos Real Madrid-spillerne.

- Det vigtigste er, at vi er videre til næste runde, siger forsvarsspilleren Nacho ifølge Uefa.com til tv-stationen Movistar.

- Det er sandt, at vi har meget at forbedre, især i begyndelsen af kampen, men sådan er det altså bare med Real Madrid - vi bliver lært fra en tidlig alder, at vi aldrig må give op, siger han.

Nacho fortæller, at der formentlig var mange, der har tvivlet på spanierne undervejs i kampen mod Chelsea, der var nærmest altdominerende på Bernabeu.

- Men klubbens dna er at kæmpe til det sidste, konstaterer han.

Midtbanespilleren Luka Modric, der lagde op til den vigtige 1-3-reducering med en kælen yderside til Rodrygo, var også lettet efter kampen.

- Det er utroligt, og svært for mig at beskrive den her kamp. Vi hang i laser, indtil vi fik scoret det mål, siger kroaten ifølge uefa.com til BT Sport.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden