statsoverhoved

Real Madrid lander ombejlet teenager fra 2024

Det ombejlede Palmeiras-talent Endrick skifter til Real Madrid. Skiftet træder i kraft, når han fylder 18 år.

16-årige Endrick skifter til Real Madrid fra sommeren 2024. Det meddeler både Real Madrid og brasilianerens nuværende klub, Palmeiras, på deres hjemmesider. (Arkivfoto).
16-årige Endrick skifter til Real Madrid fra sommeren 2024. Det meddeler både Real Madrid og brasilianerens nuværende klub, Palmeiras, på deres hjemmesider. (Arkivfoto). Nelson Almeida/Ritzau Scanpix

Europæiske storklubber har ifølge rygtebørsen revet og flået i brasilianske Endrick, men Real Madrid slog dem på målstregen og løb med den blot 16-årige offensivspillers underskrift.

Den spanske storklub Real Madrid er nemlig nået til enighed med den brasilianske klub Palmeiras om et køb af Endrick.

Teenagetalentet skifter dog først i sommeren i 2024, når han fylder 18 år.

Det oplyser Real Madrid på klubbens hjemmeside.

Her bekræfter den spanske klub, at Endrick bliver i Palmeiras indtil da. Det oplyser Endrick også selv på Palmeiras' hjemmeside.

- Indtil jeg tager til Real Madrid, så vil jeg fortsætte med at dedikere mig, som jeg altid har gjort det, til at give Palmeiras endnu mere, lyder det fra Endrick, som lover flere mål, flere sejre og flere titler til klubbens fans.

Endrick har i løbet af efteråret været rygtet til FC Barcelona, Chelsea og Paris Saint-Germain. Men den næste destination bliver Real Madrid.

Skiftet til netop Real Madrid er ifølge brasilianeren en drøm, som går i opfyldelse.

- Jeg takker Palmeiras for at give mig alt det nødvendige til at blive, den jeg er i dag, for at hjælpe mig med at opnå visse drømme og for at respektere min lyst til at opfylde endnu en drøm, siger Endrick.

Hverken Palmeiras eller Real Madrid har meldt en officiel pris på handlen ud, men Palmeiras' præsident Leila Pereira siger til klubbens hjemmeside, at man har gennemført den største handel i brasiliansk fodboldhistorie.

Her understreger præsidenten, at prisen tilsvarer Endricks talent.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden