Real Madrid tager fem på stribe i La Liga

Real Madrid vandt for femte gang i træk og topper fortsat den bedste spanske fodboldrække.

Real Madrids formstærke angriber Vinicius Junior scorede det vigtige mål til 2-1 i sejren på 4-1 over Mallorca. <i>Susana Vera/Reuters</i>

Real Madrids formstærke angriber Vinicius Junior scorede det vigtige mål til 2-1 i sejren på 4-1 over Mallorca. Susana Vera/Reuters

Det så længe svært ud for Real Madrid, men det endte med en overbevisende sejr på 4-1 hjemme over Mallorca i La Liga.

Real Madrids fire mål blev sat ind af Federico Valverde, Vinicius Junior, Rodrygo og Antonio Rüdiger.

Med sejren topper Real Madrid La Liga med 15 point. Det er blevet til lutter sejre for mesterholdet i de fem første kampe. FC Barcelona har på andenpladsen 13 point.

Mallorca-angriberen Vedat Muriqi bragte ellers udeholdet foran 1-0 ti minutter før pausen på et hovedstød efter mangelfuld opdækning i Real Madrids forsvar.

Men Real Madrids Federico Valverde udlignede på fornem vis til 1-1 tre minutter inde i tillægstiden af første halvleg.

Midt på egen banehalvdel modtog Valverde bolden og løb nemt ned i den anden ende, da flere Mallorca-spillere blev ved med at bakke.

Valverde udnyttede ganske enkelt passiviteten til at drive bolden frem. Til sidst tog uruguayaneren et par træk ind mod midten og hamrede på mål. Det var kampens flotteste mål.

Efter 72 minutter scorede den formstærke Real Madrid-angriber Vinicius Junior til 2-1 efter et oplæg fra Rodrygo.

Selv samme Rodrygo leverede derefter et smukt solomål til 3-1 få minutter før tid. Brasilianeren driblede sig vej gennem Mallorcas forsvar og afsluttede fra tæt hold.

I overtiden cementerede Rüdiger sejren med målet til 4-1 på et oplæg fra Toni Kroos. Det var tyskerens første mål for Real Madrid.

Dermed kom sejren til at se overlegen ud på scoretavlen, men Mallorca holdt faktisk længe godt stand.

Den individuelle klasseforskel blev afgørende i sejren til Real Madrid, som onsdag tager imod RB Leipzig i Champions League.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.