Sport

Real Madrids slingrekurs fortsætter med ny dukkert

Trods en tidlig føring fik Real Madrid ingen point med hjem fra Sevilla, hvor Betis vandt 2-1.

Isco (til venstre) scorede Betis' sejrsmål på straffespark.
Isco (til venstre) scorede Betis' sejrsmål på straffespark. Cristina Quicler/Ritzau Scanpix

Det kniber fortsat for Real Madrid med at skabe en stime af stabile resultater.

Lørdag aften løb det spanske mesterhold ind i en ny nedtur med et 1-2-nederlag på udebane til Real Betis.

De seneste fem ligakampe har dermed kun givet Carlo Ancelottis mænd en enkelt sejr, to uafgjorte og to nederlag. Barcelona kan med en sejr søndag rykke tre point fri af ærkerivalen.

Det begyndte ellers helt efter planen for Real Madrid, der bragte sig foran efter ti minutter spil efter et fint opspil.

Kylian Mbappé stak bolden indenom til Ferland Mendy, som i fuldt firspring sendte den på tværs, så Brahim Díaz let kunne skyde mestrene på 1-0.

Regnen væltede ned over Estadio Benito Villamarín, men det lod hjemmeholdet sig ikke bremse af og kæmpede sig tilbage i kampen.

Efter lidt over en halv time kom belønningen, da den amerikanske midtbanemand Johnny Cardoso udlignede til 1-1.

Betis tilkæmpede sig efterhånden et overtag, og Real Madrid havde svært ved at spille sig frem til chancer. Kort efter pausen gik det galt igen.

Den talentfulde kantspiller Jesus Rodriguez fremprovokerede et straffespark med et træk ind foran Real Madrid-stopperen Antonio Rüdiger, der ikke kunne undgå en forseelse.

Den tidligere Real Madrid-spiller Isco udnyttede chancen fra straffesparkspletten.

Der manglede bid i gæsternes offensiv, og ganske opsigtsvækkende blev Mbappé pillet ud med et kvarter igen.

Endrick kom på banen i stedet, men det blev det ikke meget bedre af, og til stor jubel kunne Betis forsvare den spinkle føring kampen ud.

Real Madrid-spillerne skal hurtigt ryste skuffelsen af sig. Allerede tirsdag er det alvor igen, når Atlético Madrid kommer på besøg i Champions Leagues ottendedelsfinale.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden