bøde

Red Bull får bøde for brud på budgetloft på vej mod VM-titel

Max Verstappens Red Bull-team har fået 52 millioner kroner i bøde for at bryde budgetloft i sidste sæson.

Max Verstappen og Red Bull har vundet VM-titlerne i Formel 1 i 2021 og 2022. Sidste år brød holdet dog budgetloftet.
Max Verstappen og Red Bull har vundet VM-titlerne i Formel 1 i 2021 og 2022. Sidste år brød holdet dog budgetloftet. Patrick T. Fallon/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 16:48

Red Bull har fredag modtaget en bøde på syv millioner dollar (52 millioner kroner) for at bryde budgetloftet i sidste sæson i Formel 1.

Det oplyser Den Internationale Motorsportsunion (FIA) fredag på sin hjemmeside.

Reglerne blev omgået i en yderst succesfuld sæson for Red Bull, der brød Mercedes-teamets dominans, da holdets hollandske kører, Max Verstappen, hentede VM-titlen.

Red Bull vandt samtidig konstruktørernes VM-titel i 2021.

Tidligere på måneden gentog både Verstappen og Red Bull bedriften, da hollænderen sikrede sig karrierens anden VM-triumf

Ved det seneste grandprix i Texas blev det også afgjort, at Red Bull genvinder konstruktørernes VM-titel.

Ud over bøden har FIA besluttet, at Red Bull får frataget 10 procent af den tilladte tid over de næste 12 måneder til at teste holdets racerbiler i vindtunnel.

Budgetloftet blev indført i Formel 1 for at skabe en mere lige konkurrence mellem racerholdene.

I 2021 var loftet på godt en milliard kroner. FIA's gennemgang af Red Bull-holdets omkostninger viser, at holdet har overskredet loftet med 1,6 millioner kroner.

I denne weekend er Formel 1-feltet samlet i Mexico.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden