Rekordsalg er en realitet for Hobro IK
Hobro IK vinker farvel til endnu en af sine profiler, men man har taget sig godt betalt for at sælge Jonathan Fischer til norsk fodbold
Opdateret kl. 16:41
Jonathan Fischer har i de seneste dage været rygtet til norske Fredrikstad, og nu er den handel faldet på plads, så den talentfulde målmand kan kalde sig for tidligere Hobro-spiller.
Han nåede halvanden sæson i 1. divisionsklubben, hvor det første år blev brugt som reserve for Adrian Kappenberger. Da han i sommer blev solgt til Hvidovre, var vejen banet for Fischer, der fra første kamp spillede stærkt.
Det indlysende potentiale fik flere klubber til at vise stor interesse for ham. Planen var, at han skulle være solgt videre til sommer, men i sidste ende blev Fredrikstads tilbud på rundt regnet fire millioner danske kroner for godt til at takke nej til for Hobro.
- Vi har ikke lagt skjul på, at et salg af Fischer krævede et bud af en vis størrelse, samt en pakke, der også tilgodeser Fischer. Netop det bud har vi modtaget fra Fredrikstad. Salget bliver et af klubbens største salg. Vi er stolte over at have været med til at forløse det store potentiale, som Fischer besidder og samtidig videreudvikle ham, så han nu er klar til et skifte, til den bedste norske række, siger teknisk chef Lars Justesen i en pressemeddelelse.
Jonathan Fischer er ikke overraskende meget tilfreds for sit skifte, og han ser tilbage på sin tid i Hobro med stor glæde.
- Da jeg i 2022 stod overfor et klubskifte, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at Hobro IK var det rigtige sted for mig at fortsætte min udvikling. Gennem min tid i klubben er kun jeg blevet bekræftet i netop dette. En klub, hvor alle vil hinanden det bedste, men stadig presser hinanden til at yde maksimalt. Det er et sted, hvor jeg har følt stor tryghed og ro til at udvikle mig som spiller og som menneske og jeg er enormt stolt over de resultater, som vi har opnået som hold. Jeg har nydt hvert sekund af min tid i Hobro IK, og jeg skylder klubben en stor tak, for at have troet på mig, siger Fischer.
Med salget af keeperen er der lagt op til, at Hobro skal ud at forsøge og hente to keepere i den resterende del af transfervinduet. Førsteprioriteten er at finde to nye keepere, man kan få på kontrakt. Alternativet er at leje en keeper i foråret.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.