René Antonsen tog GOG's VM-profil som gidsel

Aalborg Håndbolds stregspiller glæder sig over, at de danske mestre fik sat rivalerne på plads

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix <i>Ritzau Scanpix</i>

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

HÅNDBOLD:René Antonsen tog et stort slæb i første halvleg, da Aalborg Håndbold lørdag slog GOG 35-32 i topkampen i mændenes håndboldliga.

Den rutinerede stregspiller var med til at sikre et hurtigt og solidt forspring - blandt andet med tre scoringer og stærkt forsvarsspil overfor fynboernes VM-profil Mathias Gidsel.

- Vi har måske ikke ligefrem sprudlet af energi på det seneste, så inden kampen havde vi snakket meget om, at vi skulle komme ud som sulte dyr og få greb om kampen. Det må man sige lykkes, for vi får hurtigt et solidt forspring, som vi siden kunne lukrere på i resten af kampen, siger René Antonsen.

Bredden spillede også ind i aalborgensernes sejr, for de skiftede mere ud end GOG, der trak hårde veksler på deres VM-spillere. Her var det kun Morten Olsen, der for alvor brillerede. Mathias Gidsel scorede 12 gange, da GOG i efteråret fik uafgjort i Aalborg, men lørdag blev han holdt nede på tre fuldtræffere.

- Vi var godt forberedt os på ham og fik holdt mange af duellerne, hvad vi slet ikke gjorde i den første kamp, forklarer René Antonsen.

- Jeg tror da bestemt også, det spillede en stor rolle, at vi kunne spille bredt, hvilket vi også er tvunget til, for vi har et voldsomt program forude, uddyber stregspilleren med henvisning til den kommende uges kampe i Champions League både tirsdag og torsdag, mens det lørdag gælder en hjemmekamp mod Bjerringbro-Silkeborg.

Selvom GOG blev den lille i lørdagens topkamp, så har fynboerne fortsat et forspring på ét point og en kamp i baghånden i forhold til Aalborg Håndbold.

- Lige nu handler det bare om at få det hele til at hænge sammen frem mod de afgørende kampe senere på foråret, så vi tænker ikke så meget over tabellen. Men det var fedt at få skovlen under GOG, og vi føler da, vi har et indbyrdes overtag på dem, siger René Antonsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.